Forsinket letbane åbner først efter sommerferien

Tidsplan for anlæg af kørestrøm holdt ikke - åbningsdato fastlægges i april

Efter fire års anlægsarbejde må Aarhus Letbane nu meddele, at letbanen, der skulle være åbnet først i juni, først åbner efter sommerferien. Den endelige dato fastlægges i april.
Forsinkelsen på den indre strækning mellem Aarhus H og Skejby skyldes hovedsageligt, at ASAL-konsortiet, der anlægger Aarhus Letbane, ikke har kunnet holde deres tidsplan for anlæg af kørestrøm, aflevering og godkendelse af sikkerhedsdokumenter samt sikkerhedstest af det samlede letbanesystem.

Kan få bod for forsinkelse

Forsinkelsen får hverken tekniske eller økonomiske konsekvenser for Aarhus Letbane. ASAL-konsortiet kan dog komme til at betale en bod for forsinkelsen.
I første omgang åbner letbanen på den 12 km lange strækning mellem Aarhus H og Universitetshospitalet i Skejby via den nye havnefront og Randersvej.
Senere i år åbner strækningen mellem Aarhus og Odder. Samtidig bliver der også forbindelse mellem Skejby og Lisbjerg.
Letbanen indleder driften med tre afgange i timen mellem Aarhus H og Universitetshospitalet for så at skrue op til fuld drift, når strækningerne til Odder og Grenaa indgår i letbanesystemet.
jesl

Publiceret 24 March 2017 11:30

SENESTE TV