Debat:

Ja, socialdemokrater, det handler om børnene

Af
Bünyamin Simsek (V)

rådmand for Børn og Unge

Aarhus Kommune

Under den mærkeligt polemiske overskrift bragt her i avisen 'Bünyamin, det handler faktisk om børnene' peger et socialdemokratisk trekløver, Peder, Camilla og Lisbeth, på en helt relevant omsorg for elever, der har det svært i det almindelige tilbud om folkeskolen.
Det er mærkeligt polemisk, for jeg har aldrig bestridt at have omsorg for disse udsatte børn og unge, ligesom jeg heller ikke har forsømt nogen chance for at tale deres sag.
Det er ikke let for disse børn eller deres familier, uanset om årsagen til deres udfordringer er psykisk eller fysisk sygdom, at de lige er flyttet til landet, at de er anbragt uden for familien, at de i en kortere eller længere periode har brug for særlige hensyn i undervisningen, eller at de er droppet ud af en privat- eller efterskole.
Som det også fremgår af svaret på den ti-dages forespørgsel i Aarhus Byråd, som Peder, Camilla og Lisbeth har sendt til mig, bliver der fulgt godt med i disse børns og unges skoleliv.
Svaret kan findes på Aarhus Kommunes hjemmeside. Det rækker for vidt at beskrive alle detaljer her, men jeg kan med svaret konstatere, at der bliver fulgt tæt, systematisk og indgående op på de børn, som jeg deler omsorgen med Peder, Camilla og Lisbeth for.
Blandt andet bliver der hver dag fulgt op på de ganske få elever, der er på en såkaldt observationsliste – de elever, som ikke møder op – og der bliver indberettet i forhold til træk i børneydelse, hvis der er mistanke om udrejse til udlandet, og underrettet til de sociale myndigheder, hvis der er bekymring for børnenes trivsel.
Så ja, socialdemokrater, det handler ikke ”faktisk” om børnene, men ”netop” om børnene.

Publiceret 17 March 2017 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.