DEBAT:

Hjortshøj er vokset mere end 40 procent siden 2000

Af
På Hjortshøj Landsbyforums vegne

formand Bjarne S. Bendtsen


I forlængelse af Lokalavisens artikler om den store befolkningstilvækst i Aarhus Kommune, og specifikt i Hjortshøj, vil fællesrådet Hjortshøj Landsbyforum gerne uddybe nogle af de spørgsmål, som artiklerne handler om.
Væksten over de sidste fem år i Hjortshøj er som nævnt i artiklerne på 16 procent, men det tal kommer oven i en årrække med kraftig vækst. Faktisk er byens befolkningstal siden årtusindskiftet steget med godt 40 procent, hvilket naturligvis ikke gør de lokale udfordringer mindre, tværtimod.
De udfordringer, som væksten giver byen, opfordrer vi politikere og embedsmænd til at tage højde for i planlægningen af den fremtidige vækst i kommunen.
Først skal det understreges, at Hjortshøj Landsbyforum ser positivt på tankerne i kommunens 'Planstrategi 2015 – Klog vækst frem mod 2050' om bynær fortætning, især nær knudepunkter som letbanestationer og motorveje. Det giver rigtig god mening. Men kunne man ikke planlægge denne fortætning i reel dialog med lokalområderne og dermed udføre den som en intelligent fortætning?
Den dialog lader meget tilbage at ønske.
Det største problem med væksten i en by som Hjortshøj vedrører på forskellig vis den lokale infrastruktur. Vi så gerne, at kommunen på dette felt tænker tingene bedre sammen og erkender, at det ikke er nok at etablere fine nye veje, cykelstier og fortove lige dér, hvor man udstykker, hvis ikke resten af byens infrastruktur følger med.
Det gør infrastrukturen på ingen måde i Hjortshøj. Vi joker med, at vores lovpriste landsbyidentitet næsten kun ses på hovedgaden, Virupvej, der stort set ser ud som for 100 år siden – nu blot asfalteret.
Væksten betyder, at kapaciteten i byens daginstitutioner har været udfordret. Det er selvfølgelig en overordnet prioritering, hvor mange institutionspladser der skal være i lokalområderne, men som ny tilflytter er det ikke en ideel start i forhold til naboer og tilhørsforhold, hvis børnene skal køres til en institution i en anden by.
Endelig kan kapaciteten på Virupskolen blive et problem på længere sigt, hvis ikke væksten i byen balanceres med skolens udbygningsmuligheder.
Desuden udfordres områdets fællesskabsfølelse og de strukturer, fællesskaberne er afhængige af, med en så stor udbygning over ganske få år. Hjortshøj har en lang tradition for at stable alle mulige små og store aktiviteter på benene, hvor folk kan mødes på kryds og tværs. Den tradition lever stadig, men når de steder, hvor fællesarrangementerne skal foregå, på ingen måde vokser med, så risikerer den positive side af byens liv og identitet at forsvinde.
Derfor arbejder både fællesrådet og andre frivillige i byen blandt andet med at drive den bypark, som kommunen har indvilget i at etablere på grunden efter den gamle Østergård midt i byen. Og derfor arbejder frivillige på at få bygget et multihus, så byen kan få tidssvarende faciliteter til idræt samt et større fælles mødested – både for skolens elever, idrætsforeningen og byens borgere i det hele taget.
Kommunens imødekommenhed i forhold til de udfordringer, vi oplever, er desværre til at overse. Det gælder infrastrukturen, men også for eksempel byparken. Veje og institutioner er dyre, men hvorfor så ikke i det mindste bakke op om de lokale ønsker om at udvide byparken til at omfatte den gamle have til den nu nedrevne Østergård, i stedet for at udstykke en umulig grund til ganske få boliger?
Ved at lade den gamle have indgå i byparken vil man dels kunne rette op på den problematiske inddragelse af en væsentlig del af området til etablering af et regnvandsbassin i beton, dels undgå mulige problemer med fremtidige naboer til de store og bevaringsværdige træer på grunden.
For kommunen vil tabet være meget begrænset: provenuet fra et mindre grundsalg skal blot ikke indkasseres.
Det emne vil vi i fællesrådet stadig meget gerne i dialog med rådmand Kristian Würtz om, hvilket flere henvendelser og artikler blandt andet her i Lokalavisen har lagt op til.
Derudover er finansieringen af multihuset selvsagt en stor mundfuld for et mindre lokalsamfund – og dybest set en kommunal opgave, som byens borgere har taget på sig. Derfor kan vi godt blive lidt modfaldne over, at der samtidig udstykkes kommunale grunde i så stor stil herude. Hjortshøjs gode ry hænger rigtig meget sammen med de aktive folk, der bor her, og dem skal kommunen ikke bare tage for givet – hvis de forsvinder eller mister modet på at lave frivilligt arbejde, så risikerer Hjortshøj at blive til en forstad som så mange andre.
Vi vil opfordre kommunen til at satse på de udpegende byudviklingsområder i for eksempel Lisbjerg, hvor der både er plads og infrastrukturel kapacitet til stor vækst, og vente med at udbygge Hjortshøj yderligere, til der er råd til at forbedre den overordnede infrastruktur og kommunale service på for eksempel daginstitutions- og skoleområdet. Så kan vi forhåbentlig komme over vokseværket uden alt for store smerter.

Publiceret 01 March 2017 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.