Et ønske om at være en god far og en karriere inden for industriel design fik Peter Janus Duun til at slukke jointen.

Et ønske om at være en god far og en karriere inden for industriel design fik Peter Janus Duun til at slukke jointen.

Misbruger:

Fede er byttet ud med faderrolle

For Peter blev hash og skunk en tro følgesvend, men det har han nu byttet ud med uddannelse og børn

Af
Jeppe Kristensen

 
Siden 12 års-alderen har Peter Janus Duun levet i en konstant tåge. I dag er han 35 år, far og i gang med at færdiggøre sin bachelor i industriel design.
Men sporene fra et liv med megen cannabis er stadigvæk synlige for Peter, som i dag arbejder målrettet med at lægge cannabissen bag sig.
“Hash er og har altid været mit stof - så at sige. Jeg røg det, når jeg stod op om morgenen, i løbet af eftermiddagen og om aftenen. Jeg rullede sågar fede, inden jeg gik i seng, som jeg kunne ryge lidt på i løbet af natten,” siger cannabismisbrugeren, som Lokalavisen Aarhus møder i køkkenet i Halvvejshuset på Grønnegade. Halvvejshuset hører under Center for Misbrugsbehandling Aarhus.
Den høje indtagelse af cannabis har blandt andet betydet, at han aldrig rigtig har haft et almindeligt arbejde. Men nu skal det være slut.
For selv om han har røget sig skæv det meste af sit liv, så ser Peter i dag anderledes på sit cannabis-misbrug.
“Jeg har været holdt så mange gange. Jeg tror ikke på, at jeg kan ryge en joint og så stoppe igen. Hver eneste gang jeg har været stoppet, så har jeg tænkt, at jeg godt kan ryge en joint, fordi jeg havde styr på det. Men sagen er bare den, at jeg har røget dagen efter, og inden jeg har set mig om, har jeg røget hver dag i en måned,” forklarer Peter Janus Duun, der flyttede fra Djursland til Aarhus som 22-årig.
Dengang mærkede den unge tilflytter en markant forskel i adgangen til det forbudte rusmiddel i Aarhus i forhold til Djursland og Randers, hvor han tidligere boede.
“Det er, som om at det er en allemandsret i Aarhus. Man kan bare gå ned i Mølleparken, så sidder der ti pushere og sælger. I Randers og på Djursland, der havde jeg en privat pusher, som jeg kendte og var gode venner med. Det foregik mere skjult,” fortæller Peter, som nu drømmer om at holde sig fra hash og skunk og være et godt eksempel for sin seks måneder gamle datter.

Ønsket om noget andet

Med et nyfødt barn i armene faldt der en anderledes ro over Peter. En ro, der har fået ham til at se sit misbrug i et andet lys.
“Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt det. Men jeg ville ønske, at jeg var kommet ud af det noget før. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde haft denne her følelse af, at nu er det ikke bare for mig selv mere. Nu har jeg en datter, som jeg skal tage vare på,” fortæller Peter Janus Duun og tilføjer:
“Det er flere ting, som hjælper mig til at holde cannabissen væk. Det er min datter, min skole og så det her fællesskab, som jeg blandt andet får ved at komme i Halvvejshuset,” siger misbrugeren, som alligevel ikke tør love, at det er sidste gang, at han har røget en joint.
“Det tror jeg aldrig, at jeg kan love. Men jeg forsøger hele tiden at fokusere på de positive ting i mit liv. Og det involverer ikke at ryge sig skæv.”

Publiceret 01 February 2017 22:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.