Flere medaljer til Aarhus Skiklub ved DM i langrend

Langrendsløberen Ane Langebjerg Lassen fra Aarhus Skikklub er med to podiepladser ved DM for alvor ved at slå sit navn fast i toppen af dansk skisport

Ved de igangværende danske mesterskaber i langrend, der i denne uge afholdes på det norske skisportssted Kvitåvatn har 29-årige Ane Langebjerg Lassen foreløbigt taget to bronzemedaljer i de to første konkurrencer - sprinten, der blev afviklet søndag og 10 kilometeren, der blev kørt mandag. 
Det skriver DM i Langrend i en pressemeddelelse.
"Jeg er en lille smule overrasket over, at jeg er så godt løbende lige nu, fordi jeg har kæmpet med sygdom i løbet af januar, hvilket har betydet, at mine forberedelser ikke har været helt optimale," siger Ane Langebjerg Lassen, der, når hun ikke løber langrend, arbejder som naturvejleder i Viborg Kommune.
At Ane Langebjerg Lassen har været i gang med at udvikle sig til at være en, der skal regnes med, når medaljesættene skal uddeles, stod for alvor klart, da hun i efteråret tog guld ved de danske mesterskaber i rulleski, ligesom hun i nu i en årrække har været i toppen blandt de danske kvinder i det 90 kilometer lange Vasaløb.
Konkurrencerne ved de danske mesterskaber fortsætter ugen ud med forskellige discipliner, og Ane Langebjerg Lassen spås gode chancer for at hente yderligere medaljer med hjem til pokalsamlingen i Aarhus Skiklub.
dp

Publiceret 31 January 2017 10:04

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV