Debat:

Hvem skal bestemme om vi skal have kønsopdelt svømning?

Knud N. Mathiesen, Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Sigridsvej 32, 8220 Brabrand

Et stort samtaleemne i Århus, ja for den sags skyld et samtaleemne i hele landet, er, om vi skal have kønsopdelt svømning eller ej, og hvem der skal bestemme det.
Folkeoplysningsloven giver mulighed for at oprette foreninger for at tilgodese et mindretal med særlige ønsker, og i dette tilfælde at man svømmer sammen med kvinder og kun kvinder. Det står enhver frit for at oprette en sådan forening.
Men det er byrådet, der har retten til at bestemme, om man skal låse vores svømmehaller af i den normale åbningstid, så der ikke er adgang for mænd, det er byrådet, der skal tage denne beslutning.
Når Nabinou Diaby udtaler, at det skal byrådet ikke blande sig i, tager hun fejl. Det er sådan demokratiet virker, og det bliver man nødt til at rette sig efter.
Man kunne jo også mene, at man diskriminerer mænd, hvis ikke der er adgang i den normale åbningstid for dette køn, og det er der nogen, der skal tage en beslutning om, og det er i dette tilfælde byrådets pligt og ret. Og der er et stort flertal i byrådet til at forsvare dette princip - at alle har lige adgang til kommunes institutioner og idrætsanlæg i den normale åbningstid.
Vi har så gode muligheder her i landet for at danne foreninger, så problemet er der ikke, hvis man vil følge de demokratiske spilleregler. Det er blevet sagt, at det er en hetz mod disse kvinder, men jeg mener, at det er usagligt at komme med en sådan påstand. Jeg kunne jo komme med den modsatte påstand - at det er en hetz imod demokratiet og mod andre borgere at forbyde dem adgang til vores svømmehaller i den normale åbningstid.

Publiceret 25 January 2017 10:15

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.