To personer ramt af skud i Aarhus:

Gerningsmænd er stadig på fri fod

En 33-årig mand blev ramt i albuen, mens en 19-årig mand blev skudt i benet

Tirsdag aften blev der ved 19-tiden affyret flere skud på Kridthøjvej i Højbjerg.
Da politiet ankom til stedet, fandt man en 33-årig mand, som var blevet ramt i albuen. Han blev med det samme bragt til behandling på skadestuen, og her blev patruljen gjort opmærksom på, at en 19-årig mand selv var mødt ind med et skudsår i benet.
De to mænd er uden for livsfare, og begge er tidligere kendt af politiet.
Tidligt på aftenen anholdt politiet tre mænd i området ved Kridthøjvej. De er dog blevet løsladt efter endt afhøring, og intet tyder ifølge Østjyllands Politi på, at de er gerningsmænd til skudepisoden.
Da området ved gerningsstedet blev undersøgt, fandt politiet flere afskudte patronhylstre.
Efterforskningen i sagen tyder indtil videre på, at der er tale om en internt opgør i det kriminelle miljø, skriver Østjyllands Politi.
Skudepisoden fandt sted i det område, hvor to indvandrergrupperinger fra henholdsvis Rundhøj i Højbjerg og Rosenhøj i Viby i noget tid har været i klammeri med hinanden.
dp

Publiceret 11 January 2017 09:27

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV