Misse-mysteriet:

Nu er Mivsen hjemme efter springtur på 100 kilometer

“Gid hun kunne fortælle, hvad hun har oplevet.” Sådan siger ejeren af katten Mivsen, der har været på lidt af et eventyr

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

En søndag for tre måneder siden kom lille Mivsen ikke hjem til sin ejer, da mørket faldt på.
“Jeg var med det samme klar over, at noget var galt, for hun er en ret speciel kat, som er lidt pylret og meget afhængig af mig. Eksempelvis kalder hun på mig, hvis der er nogle katte, som hun vil have jaget væk - så skal jeg gøre det for hende,” fortæller en grinende Dorthe Christensen fra Haverslev knap 100 kilometer nord fra Aarhus.
Hun efterlyste derfor straks Mivsen i lokale Facebook-grupper og ledte efter hende igen og igen.
“Men hun var som sunket i jorden,” fortæller Dorthe Christensen, som efter de første tre uger begyndte at indse, at Mivsen nok desværre ikke var i live mere, og hun overvejede så småt at få en ny kat, da der var alt for stille i huset.
Men så ringede telefonen pludselig 16. december.
“Jeg var ude at købe julegaver og tænkte egentlig, at nu lod jeg telefonen ringe, så jeg kunne blive færdig, men et eller andet gjorde, at jeg alligevel tog den,” forklarer Dorthe Christensen.
Det var Møldrup Dyreklinik, som spurgte, om hun har en kat, der hedder Mivsen.
“'Ja, det har jeg haft,' svarede jeg og spurgte, om hun var fundet død,” fortæller Dorthe Christensen.

Tilbage i samme vaner

Det var Mivsen dog ikke. Hun var blevet fundet tynd og forhutlet i Harlev og boede nu hos Dansk Dyreværn i Tranbjerg.
Hvad tænkte du lige dér?
“Jeg sagde vist bare: Er hun i Aarhus!?! Dagen efter kørte min datter og jeg ned for at hente hende, og hele vejen havde jeg min tvivl, om det nu også var den rigtige kat, men det var det. Hun blev så glad for at se mig og lå på et håndklæde på mine ben hele vejen hjem. Da vi så var hjemme, gik hun direkte ind på den faste plads for at tjekke, om der var noget mad til hende, og siden har hun haft præcis de samme vaner - som om hun slet ikke har været væk,” fortæller en glad “misse-mor”, der dog må finde sig i at blive ekstra mandsopdækket af Mivsen, som ikke viger fra hendes side.
“Gid hun kunne fortælle, hvad hun har oplevet. Det er underligt, at hun overhovedet har klaret sig, for hun er så forsigtig og møgkræsen. Så hvad har hun levet af? Og hvordan er hun nået helt til Aarhus,” spørger Dorthe Christensen.

Øretatovering var utydelig

Hos Dansk Dyreværn i Tranbjerg fik man den tynde, pjuskede kat ind for en måned siden. Den var ekstremt sulten og skulle stresse af, før plejerne kunne få lov at tjekke dens øretatovering.
“Tatoveringen var dog så utydelig, at ingen af de kombinationer, som vi nåede frem til, gav pote, og ingen henvendte sig på vores fremlysning på hjemmesiden,” fortæller Anne Trane, internatleder hos Dansk Dyreværn i Tranbjerg.
Efter fire uger på internatet havde Mivsen stadig ikke taget ret meget på, så derfor røg hun til dyrlægen til et grundigt tjek - og nu kom der skred i tingene.
“Dyrlægen tog endnu et kig på øretatoveringen, og til sidst lykkedes det at finde en kombination, der virkede,” fortæller Anne Trane.
Tatoveringen viste hen til Møldrup Dyreklinik, som heldigvis havde Dorthe Christensens oplysninger i systemet.
Hvad der helt præcist er sket med Mivsen, forbliver efter al sandsynlighed et mysterium, men én ting er sikkert, fortæller en grinende Dorthe Christensen:
“Mivsen har stuearrest!”

null

Publiceret 23 December 2016 11:45

SENESTE TV