Færdig:

Nu er rundkørslen ændret til et kryds på Viborgvej

Der har været vejarbejde på Viborgvej siden 2015, men det er slut nu

Fredag morgen åbner det tredje og sidste ombyggede kryds på Viborgvej. Planen er, at de nye kryds skal gøre det væsentligt hurtigere at komme til og fra Aarhus i myldretidstrafikken.
Vejarbejdet på Viborgvej har været i gang siden sommeren 2015, men det skulle altså være slut nu, og alle spor åbnes i krydset Grydhøjparken/Tilst Vestervej.
Den tidligere rundkørsel er blevet erstattet af et signalreguleret kryds, hvor radarteknologi vil fordele den grønne tid, så trafikken glider hurtigst muligt.
“Forventningen er, at den gennemsnitlige rejsetid på strækningen fra rundkørslen ved Tilst Vestervej til krydset ved Sommervej bliver reduceret med 20-35 procent i myldretidstrafikken,” lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
“I de kommende måneder overvåger vi trafikken tæt og finjusterer trafiksignalerne, men man vil allerede mærke forbedringerne fra fredag,” siger Klaus Braad, projektleder i Center for Byens Anvendelse, i pressemeddelelsen.
Derudover er krydset ved Runevej/Bredskiftevej samt Anelystvej/Tilst Skolevej blevet udvidet.
Frem til nytår udføres det sidste fortovsarbejde ved Grydhøjparken/Tilst Vestervej, men det påvirker ikke trafikken. csj

Publiceret 15 December 2016 15:15

SENESTE TV