Torben Seiersen foran sit revisonsfirma i Egå. Han har været kasserer i Risskov Erhvervsforening i en årrække og fungerer som kontaktperson, indtil der findes en ny formand i februar, når der holdes generalforsamling.

Torben Seiersen foran sit revisonsfirma i Egå. Han har været kasserer i Risskov Erhvervsforening i en årrække og fungerer som kontaktperson, indtil der findes en ny formand i februar, når der holdes generalforsamling.

Risskov Erhvervsforening på formandsjagt

Lokal erhvervsforening mangler formand efter Steen E. Madsens pludselige død

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Det er en noget amputeret erhvervsforening i Risskov, der står tilbage efter formand Steen E. Madsens pludselige og alt for tidlige død i september.
“Det er selvfølgelig et underligt tomrum, vi er i. Det var meget pludseligt, at Steen døde. Men foreningsdelen er til at overse, og jeg tænker mere på hans familie og firma,” siger Torben Seiersen, der er kasserer i Risskov Erhvervsforening og fungerer som kontaktperson i formandsfraværet.
Steen E. Madsen var direktør i Risskov-virksomheden RKFoffice A/S og medlem af Risskov Erhvervsforening i fire år - de sidste to som formand.
Han elskede selskab og det at netværke og var initiativtageren til, at erhvervsforeningerne fra Risskov, Skødstrup og Lystrup samarbejdede mere.
Til februar er der generalforsamling i Risskov Erhvervsforening, hvor Torben R. Seiersen håber på, at der kan findes en ny formand.
“Vi håber, der kommer en ny person til, så vi kan planlægge det kommende år i erhvervsforeningen. En ildsjæl, der kan tage posten,” siger Torben Seiersen.
Han er indehaver af Seiersen Revision i Egå og har været med fra erhvervsforeningens spæde start for seks år siden. Seiersen kom med, fordi han syntes, der manglede et lokalt netværk.
“I forvejen er der de store netværk i forbindelse med forskellige eliteidrætsklubber i Aarhus, men jeg synes, de er dyre og ikke så lokale. Jeg ville gerne have en bred kontaktflade i lokalmiljøet med forskellige brancher og få noget struktureret netværk og komme på nogle spændende virksomhedsbesøg. Der er også en fordel i at kunne ringe til nogle fra erhvervsforeningen og spørge om uformelle ting omkring nogle problemstillinger,” siger kassereren.

35 medlemmer

Risskov Erhvervsforening tæller i dag 35 medlemmer, hvoraf de fire sidder i bestyrelsen, der mødes tre-fire gange om året.
“Vi skal helst være fem, så der er et ulige antal, så tvivlsspørgsmål kan afgøres. Vores primære opgaver at få flere medlemmer, planlægge arrangementer og hvordan de skal afholdes,” forklarer Torben Seiersen, som sammen med en forretningspartner har drevet Seiersen Revision siden 2001 i Kystcentret på Skæring Strandvej med elleve ansatte.
Han håber, at fællesarrangementerne med erhvervsforeningerne i Skødstrup og Lystrup er kommet for at blive.
“Når vi holder arrangementer, er det rart at kunne løfte sammen med nogle andre erhvervsforeninger. Kvaliteten af arrangementerne er blevet højere med større navne som livsstilseksperten Christine Feldthaus,” siger Torben Seiersen.

Publiceret 11 November 2016 06:00