Rådmand om stillads-forvirring:

Ingen grund til bekymring

Teknik og Miljø-magistraten har ikke bedt om færre tilladelser, siger rådmand. Venstremand vil rejse sagen i Teknisk Udvalg

At den aarhusianske byggebranche er nervøs for, at man ikke kan få tilladelse til at sætte stillads op på offentlig grund i 2017, kommer som en overraskelse for den stedfortrædende rådmand for Teknik og Miljø, Camilla Fabricius (S).
Ifølge hende har der ikke været henvendelser fra firmaer, som skulle være bekymret i forhold til kulturåret.
“Den bekymring, de beskriver, er jeg simpelthen ikke bekendt med. Jeg har siddet som formand for Teknisk Udvalg siden kommunalvalget, og jeg har ikke fået en eneste henvendelse omkring det her, så jeg ved ikke, hvad det er for en bekymring. Det er svært som politiker at gøre noget ved, hvis man ikke henvender sig,” siger socialdemokraten, som er afløser for partifællen Kristian Würtz, der er på barsel.

Ikke mere restriktivt

Hun kan heller ikke genkende, at man fra politisk hånd vil fremstille et glansbillede af Aarhus og derfor har bedt Center fra Byens Anvendelse holde igen med tilladelserne.
“Det er ikke noget, vi har behandlet i Teknisk Udvalg eller forholdt os til på byrådsmøder. Jeg ved, at der er en problemstilling i forhold til, at Aarhus skal holdes pæn i 2017, men det er ikke fra Teknik og Miljø-magistraten, at Center for Byens Anvendelse er blevet bedt være mere restriktive,” lyder det fra rådmanden, som opfordrer firmaer til at være i god tid med ansøgningerne.
Så det bliver ikke mere restriktivt?
“Nej, overhovedet ikke, men firmaerne skal altså søge i ordentlig tid. Hvis de oplever, at det er svært at få svar hos embedsværket, så må de henvende sig til os politikere. Jeg beklager, hvis de føler sig utrygge, men jeg tænker ikke, der er nogen grund til det.”

Venstre kræver redegørelse

Venstres Gert Bjerregaard, medlem af Teknisk Udvalg, har heller ikke hørt, at kulturåret skulle besværliggøre byggebranchens arbejdsforhold, men han vil nu sikre sig, at det ikke bliver tilfældet.
“Vores by skal ikke stå stille, bare fordi vi er kulturhovedstad. Jeg kan ikke se noget behov for at lave restriktioner for byggebranchen. Der kan være nogle helt særlige steder, hvor vi må overveje, om projekter kan skydes lidt, men det må være undtagelsen. Jeg vil nu rejse sagen i Teknisk Udvalg, bede om en redegørelse og få tilkendegivet over for rådmanden, at vi ikke skal lægge restriktioner ned over vores erhvervsliv,” siger han og opfordrer virksomheder til at stå frem, hvis de oplever en anderledes behandling i 2017.
“Jeg vil gerne høre fra firmaer, der føler, de kommer i klemme, for så kan vi tage udgangspunkt i nogle konkrete sager.”

Publiceret 25 October 2016 08:00

SENESTE TV