Debat:

Først skal kulturen vises, siden skal den forvises

Marcus Alexander Lehrskov-Schmidt. J. Michaelsensgade 2, 1. 8000 Aarhus C

I over fem år har den kreative ungdom hamret, savet, svejset og banket Godsbanen og institut for X på benene. Nu vil Aarhus Kommune udnytte arbejdet, vise hele verden hvor omfavne en by Aarhus er, for så at rive halvdelen af området ned og kvæle den resterende kultur i området i det sekund turisterne forlader Kulturhovedstaden 2017.


Første gang jeg hørte om Godsbanen var til en konference om byudvikling i den jydske hovedstad. Jeg havde boet i Aarhus i to uger og borgmester Jacob Bundsgaard åbnede konferencen i Skandinavia Centret klokken 9 om morgenen. Boligplaner, Letbanen og udvidelserne af Aarhus Universitet var ikke overraskende på programmet, men til sidst blev Godsbanen nævnt. “Et nyt kreativt centrum med musikkere, arkitekter, kunstnere og forfattere”. Jeg stoppede Jacob Bundsgaard på vej ud af døren og spurgte ind til denne nye fristad. Jeg gik direkte fra konferencen i mit blå Hugo Boss jakkesæt og ned på Godsbanen der lå lige ved siden af. Alt den kreative summen, som jeg havde savnet fra København havde jeg nu fundet et og sammested. Folk løb frem og tilbage mellem ombyggede containere og de tre bygninger der udgjorde Godsbanen, A-og B-huset samt institut for X. Der stod folk og byggede kunstinstallationer, møbler og rekreative områder i alle hjørner og afkroge. For første gang kunne jeg sige til min nye by; at jeg elskede den. For der var plads til mig og til resten af verden. Men lykken skulle vise sig at ligge på et falsk grundlag.

Den seneste tid har man kunne læse i medierne at dele af området rives ned og Arkitektskolen og 1.000 boliger skal opføres på Godsbanen. Alle arkitekter og entrprenører, der er med i projekter bliver allesammen ved med at snakke om at de håber at de andre parter vil bibeholde det kreative miljø, de vasker deres hænder og pudser deres glorie, mens vi andre, borgerne og brugerne af området de næste par år må se kulturen blive presset ud på sidsporet af Godsbanens gamle togspor. Når alle parter af det kommende nybyggeri som for eksempel Arkitektskolens Rektor Torben Nielsen siger “Vi håber(red.), at Aarhus Kommune og kommende investorer vil tænke i samme retning, så området ikke bliver fyldt op med for mange boliger og kontorer.” Står jeg personligt tilbage med dårlig smag i munden. For det er tomme ord, som ingen har lovet nogen, at overholde. Lige nu står kulturen uvidende i fare og de få folk, der har deres daglige gang på området, bliver truet med at blive smidt ud før tid, hvis de åbner munden og stiller spørgsmål til Kulturudpresningen 2017.

Jeg kalder hermed befolkningen til barakkerne. Vi har en chance for at gøre noget, stå for noget og for at forme fremtiden for Aarhus. Stå ikke passivt på sidelinjen, stå fast med os, i er os og vi er jer. Og i kan ikke slå os ihjel.

Publiceret 03 October 2016 09:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.