Nye Borgerlige i Aarhus Byråd:

Lars Boje Mathiesen er partiets nye medlem

Det tidligere Liberal Alliance-medlem vil stille op til byrådet og Folketinget

"Jeg har valgt at melde mig ind i Nye Borgelige."
Sådan siger tidligere Liberal Alliance-medlem samt byrådsmedlem Lars Boje Mathiesen, der i sidste uge valgte at melde sig ud af det liberale parti på grund af politiske uoverensstemmelser og ikke mindst fordi, Østjyllands Storkreds ikke ville efterkomme hans ønske om at stille op til Folketinget.
Men nu er den politiske fremtid på plads, og her var Nye Borgerlige det oplagte valg.
"Jeg har brugt weekenden på at finde ud af, hvordan min fremtid skulle se ud, og så har jeg haft et par gode samtaler med Pernille Vermund (partiets formand, red.) for at finde ud af, om vi kunne se hinanden i dette projekt. Det var vi meget enige om, at vi kunne," siger Lars Boje Mathiesen og fortæller, at højrefløjspartiets politik på EU-, flygtninge- og økonomiområdet er mere på linje med hans egne holdninger, end tilfældet var med Liberal Alliance.
"Vi har tre helt store udfordringer i Danmark, som vi er nødt til at håndtere, og som jeg har slået på tromme for i al den tid, jeg har været i Liberal Alliance. Det er fokus på landets manglende økonomiske vækst, den stigende islamisme og at EU er helt ude af trit med befolkningerne. Jeg synes, Nye Borgerlige har en realistisk og logisk tilgang til mange af de udfordringer, vi står overfor."
Den politiske furie, som er blevet kendt for på Facebook at rase over nogle af de ting, som kommunen bruger penge på, har tænkt sig at fortsætte sin stil, selvom der nu står nogle nye partiinitialer ud for hans navn.
"Jeg kommer til at have de samme holdninger, som jeg altid har haft, så der bliver ikke ændret på min ageren i byrådet. Jeg vil fortsætte min kamp for at oplyse Aarhus' borgere om, hvad deres skattekroner reelt set bliver brugt på," siger han.
Nye Borgerlige i Aarhus afholder den første ekstraordinære generalforsamling 12. oktober, og her håber Lars Boje Mathiesen på at blive opstillet som kandidat til både byrådet og Folketinget.
"Til opstillingsmødet vil jeg selvfølgelig stille mig til rådighed til både kommunalvalget og folketingsvalget," siger han og bedyrer, at han sagtens kan bestride en post på tinge og på Park Allé i Aarhus. 
"Det er der mange, der gør, så det er jeg slet ikke nervøs for. Nu er det jo heller ikke givet, at Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget, men det tror jeg, vi gør, for vi har den rigtige politik. Men vi må se, hvad fremtiden viser."

Islam og Danmark er modsætninger

Det er ikke nogen hemmelighed, at Nye Borgerlige står for en meget hård linje i forhold til integration og flygtninge.
Blandt andet vil partiet indføre et decideret asylstop, mens udlændinge, som første gang bliver dømt for kriminalitet, skal smides direkte ud af landet.
Derudover mener partiet - og Lars Boje Mathiesen - at folk, der kommer til landet, skal kunne forsørge sig selv og ikke have mulighed for offentlig forsørgelse, før de får et eventuelt statsborgerskab.
Lars Boje Mathiesen er glad for, at han nu mere frit kan give udtryk for sine holdninger på dette område, for det kunne han ikke hos Liberal Alliance.
"Jeg kæmpede i lang tid med partiet på det felt. Jeg synes godt, man kan kigge på konventionerne - herunder menneskerettighedskonventionen - som, jeg synes, er dybt forfejlede i forhold til den situation, vi står i. For eksempel har vi lige hørt, at vi på grund af konventionerne ikke kan forbyde, at barnebrude må bo sammen med deres voksne mennesker i asylcentrene i Danmark, og det er fuldstændig grotesk, at konventioner står i vejen for, at vi kan føre en anstændig politik," siger han og fortsætter:
"Jeg mener, det er helt rimeligt, at man kæmper for vores måde at leve på i Danmark, og der er islam som ideologi for mig en fuldstændig diametral modsætning, og jeg tror ikke på, at de to kan sameksistere."

Publiceret 29 September 2016 15:45

SENESTE TV