“At kunne hjælpe folk af med deres skavanker, så de igen kan klare hverdagen, kan jeg godt lide,” siger Johanne Suhr.

“At kunne hjælpe folk af med deres skavanker, så de igen kan klare hverdagen, kan jeg godt lide,” siger Johanne Suhr.

Nu slår Suhrs Klinik dørene op i Viby

Ny fysioterapi- og osteopati-klinik med 29-årig behandler bag åbner 20. september

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Godt nok hedder hun Suhr til efternavn, men hun har nu meget at smile af i denne tid. Ganske snart åbner 29-årige Johanne Suhr nemlig sin egen fysioterapi- og osteopati-klinik på H.C. Ørstedsvej 8 i Viby. Helt præcis er det 20. september, at Suhrs Klinik slår dørene op for første gang.
“Jeg glæder mig helt vildt meget,” fortæller den unge behandler.
Hun har været uddannet fysioterapeut i fire år og er to år henne i den fem-årige osteopat-uddannelse. I forvejen er hun chef-fysioterapeut for Skovbakkens 3F kvinde-ligahold, og desuden arbejder hun på Klinik for Manuel Behandling i centrum af Aarhus - og det fortsætter hun også med to dage om ugen, mens hun vil være i sin egen klinik de resterende tre dage ugentligt.
“Jeg vil gerne holde fast i den kollegiale sparring, som jeg kan få i Klinik for Manuel Behandling, men samtidig har jeg også lyst til helt selv at bestemme - eksempelvis hvor lang tid jeg vil bruge på hver patient, og i hvilken retning klinikken skal gå,” fortæller en forventningsfuld og spændt Johanne Suhr.

Nysgerrig på kroppen

Det er glæden ved at hjælpe andre, som driver værket for Johanne Suhr.
“At kunne hjælpe folk af med deres skavanker, så de igen kan klare hverdagen, kan jeg godt lide - og så møder jeg en masse forskellige mennesker, hvilket er spændende,” fortæller hun.
For at kunne hjælpe sine kunder bedst muligt har hun valgt at læse videre og tage osteopat-uddannelsen.
“Jeg var mere nysgerrig på kroppen, og jeg synes, at jeg kom til kort i forhold til mine behandlinger og diagnosticeringer. Som osteopat anskuer vi kroppen som en helhed, så vi får klarlagt årsagen og ikke bare behandler symptomerne. Og jeg kan allerede nu se en større effekt af mine behandlinger,” fortæller Johanne Suhr, som kalder osteopati for “det ypperste indenfor manuel behandling.”
Læs mere på suhrsklinik.dk

null

Publiceret 18 September 2016 12:00