Café Cyprus specialiserer sig i at servere en varieret Middelhavs-inspireret buffet til en overkommelig pris.

Café Cyprus specialiserer sig i at servere en varieret Middelhavs-inspireret buffet til en overkommelig pris.

Dalle Valle åbner restaurant nr. 2 i Aarhus

Københavnsk restaurantkæde åbner Café Cyprus i september og endnu en Dalle Valle i 2017

Af
Louise Nyvang Burmeister

Fra 15. september kommer aarhusianerne til at stifte bekendtskab med Café Cyprus.
Folkene bag Dalle Valle-restauranterne i København, der sidste år bragte deres restaurant til Aarhus, åbner nu også en Middelhavsinspireret restaurant i byen.
Og det stopper ikke der. I begyndelsen af 2017 får Aarhus sin Dalle Valle nummer to, når kæden åbner i Europahuset tæt ved åen.
"Der er stor fremgang i Aarhus og omegn på restaurantsiden. Hvis man ser på, hvor meget folk spiser ude, så er det eksploderet i de senere år. Der er et kæmpe potentiale i byen," siger Haci Bayram, der er koncernmanager for Dalle Valle, som i dag driver ni restauranter med forskellige navne i København, Odense og Aarhus.


230 spisende gæster

I første omgang er kæden klar med Café Cyprus i City Vest. En placering, de har valgt på grund af bydelen Gellerup.
“Vores koncept går på at servere buffet med Middelhavsmad, primært græskog tyrkisk, og i den bydel er der en god målgruppe. Samtidig er det ikke langt fra centrum, og der er virkelig mange mennesker inden for en kort radius,” siger Haci Bayram.
Restauranten får plads til 230 gæster plus omkring 60 spisepladser udendørs. 
“Vi får egen indgang udefra, så vi kan holde længere åbent end centret,” forklarer han. 
Til forskel fra Café Cyprus i København serverer spisestedet i Aarhus også burgere.
“Vi har set i Dalle Valle, hvor vilde aarhusianerne er med burgere, så det måtte vi have med,” siger manageren.
Restauranten tilbyder over 25 varme og 25 kolde retter, og der vil være åbent alle dage fra klokken 10 til 22.

Publiceret 29 August 2016 11:00

SENESTE TV