Kystdirektoratet har nu givet tilladelse til en permanent placering af Den Uendelige Bro neden for Varna-palæet. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk.

Kystdirektoratet har nu givet tilladelse til en permanent placering af Den Uendelige Bro neden for Varna-palæet. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk.

Den Uendelige Bro:

Tilladelsen er i hus

Kystdirektoratet har efter en høringsfase valgt at godkende en permanent etablering af Den Uendelige Bro i Aarhus

Af
Louise Nyvang Burmeister

Camilla Olesen

Kystdirektoratet vender tommelfingeren opad til en ny Uendelig Bro i Aarhus.
Det viser afgørelsen fra direktoratet.
“Vi har fået mange positive tilbagemeldinger i høringsfasen. Derudover har vi ikke nyt at tilføje, der skulle kunne forhindre en etablering af broen. Så derfor får Aarhus Kommune en tilladelse fra os til at etablere værket på søterritorium og at drifte det fremover,” siger Thomas Larsen, der er landinspektør hos Kystdirektoratet.
En melding, der vækker glæde hos Aarhus Kommunes kulturrådmand, som Lokalavisen kunne overbringe nyheden til:
“Ud fra det I oplyser mig nu, og uden jeg har den formelle godkendelse fra Kystdirektoratet, så er jeg rigtig glad for et positivt svar. Jeg er sikker på, at Den Uendelige Bro vil blive brugt af mange mennesker og blive en stor attraktion for byen,” siger Rabih Azad-Ahmad (R).
Han har siden sidste år arbejdet på at få værket, der var opført i en midlertidig udgave til kunst-udstillingen Sculpture by the Sea sidste sommer, genopført i vandet ud for Varna-palæet.
En placering, der var særligt udvalgt af de lokale arkitekter, Johan Gjøde og Niels Povlsgaard, der står bag værket. Fordi der netop her i gamle dage var en bådbro, hvor skibe lagde til.
I ansøgningen til Kystdirektoratet, som kommunens Kulturforvaltning har forfattet, står der, at broen vil blive halvårlig, således at den tages ned til oktober og sættes op igen til april.

Vil finde pengene

Ifølge Rabih Azad-Ahmad bliver finanseringen ikke noget problem.
“Jeg skal nok finde pengene. Og når alle tilladelser er på plads, så vil jeg snarest sætte den på dagsordenen til byrådsbehandling,” siger kulturrådmanden.
Tidligere har arkitekterne bag broen estimeret, at det vil koste to millioner kroner at bygge broen i holdbare materialer, vedligeholde den i det første år og tage den ned igen til vinter.
Der er nu fire ugers klagefrist, og i den periode må Aarhus Kommune ikke tage tilladelsen i brug.
“Det er mit håb, at man kan gå ud på broen igen til april næste år,” siger kulturådmanden.






Læser-penge
Lokalavisen Aarhus satte sidste år gang i en indsamling, hvor læserne i løbet af to måneder donerede godt 38.000 kroner til en ny opsætning af Den Uendelige Bro.
Lige så snart genopførslen er vedtaget, vil disse penge gå til at støtte etableringen.

null

Publiceret 16 August 2016 06:30

SENESTE TV