Mogens Brandstrup (til venstre) følte sig som Rockefeller med de penge, han tjente som caddie. Her er han sammen med Christen Boutrup, der er ildsjæl i klubben.

Mogens Brandstrup (til venstre) følte sig som Rockefeller med de penge, han tjente som caddie. Her er han sammen med Christen Boutrup, der er ildsjæl i klubben.

Højbjerg-golf:

"Dengang var fru Sørensens stue klubhus"

Mogens Brandstrup gik som 9-årig caddie i Aarhus Golf Club. Han slæbte golftasker 18 huller for tre kroner

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

I dag er han 72 år gammel, men Mogens Brandstrup husker levende tiden som caddie for de fine herrer i Aarhus Golf Club, da han var 9-10 år gammel, og banen fortsat lå på sin første af tre placeringer, nemlig Teglbakken i Højbjerg.
“Dengang var fru Sørensens stue klubhuset - vi kaldte hende også Mutter Sørensen. Det var en almindelig rød villa, hvor spillerne sad i fru Sørensens stuemøbler og fik cognac samt ostemadder. Jeg fik en gul citronvand fra Ceres,” siger den tidligere caddie og nuværende passionerede golf-spiller.
Han husker, hvordan han om morgenen gik med mælk og tjente én krone dagligt. Mindst tre gange om ugen tog han så i golfklubben, hvor han ventede på, at nogle af de fine folk fik brug for en caddie.
“Jeg fik tre kroner for at bære baggen 18 huller - det tog cirka tre en halv time. Desuden samlede jeg forsvundne kugler sammen og solgte dem til fru Sørensen for 1,85. Hun solgte dem så videre til spillerne igen, for de var mærket med deres initialer. Jeg følte mig virkelig som Rockefeller med alle de penge,” fortæller han med et smil og et tænksomt udtryk.

Fik sokker forærende

Han endte med at være fast caddie for Tage Friis, som ejede Engelsk Beklædnings Magasin i Østergade i Aarhus C.
“Jeg kaldte ham naturligvis kun hr. Friis,” siger Mogens Brandstrup og fortsætter:
“Jeg var jo kun en lille knægt, så jeg kunne godt finde på at tage én grå og én grøn sok på. Det opdagede hr. Friis jo og spurgte: 'Sig mig Mogens, hvorfor har du forskellige strømper på?' Jeg svarede, at der var huller i de andre to. Ugen efter fik jeg så mine tre kroner OG et par nye sokker forærende. Det var altså stort! Jeg får stadig kuldegysninger bare af at fortælle det,” lyder det fra Mogens Brandstrup.

Vandt caddie-turnering

Den unge Mogens kom til at holde af golf-spillet og vandt en såkaldt caddie-match caddierne imellem. Alligevel skulle der gå yderligere 38 år, før han selv begyndte til sporten.
“Jeg vandt en 20 centimeter høj plastikfigur i guld og sort til den turnering og følte mig meget god, så jeg spurgte min far, om jeg måtte begynde til golf. 'Du kan få et par lussinger, og så kan du gå til fodbold,' lød svaret,” fortæller Mogens Brandstrup, som først blev divisionsspiller i både bordtennis og fodbold, før han “vendte tilbage” til golfen.

Aarhus Golf Club fylder 85 å

  • Aarhus Golf Club er den sjette ældste golfklub i Danmark og den ældste i Aarhus.
  • Begyndte i 1930 på Teglbakken i Højbjerg frem til, at der skulle bygges boliger på stedet.
  • I 1968 fik klubben anvist ny jord i Mollerup, hvor man anlagde ni huller.
  • I 1986 fik klubben så lov at få den nuværende placering på Ny Moesgårdvej i Højbjerg.
  • Frem til 1993 drev klubben både de ni huller i Mollerup og banen på Ny Moesgårdvej, men så blev Mollerup-banen til Mollerup Golf Club og adskilt fra Aarhus Golf Club.
  • Klubbens 85 års fødselsdag fejres i uge 29 med jubilæumspriser på greenfee og mad.
  • Kilde: Christen Boutrup, ildsjæl i klubben

Publiceret 11 July 2016 06:00

SENESTE TV