Yakov Munkebo bruger nu veteranhjemmet næsten dagligt.

Yakov Munkebo bruger nu veteranhjemmet næsten dagligt.

Veteran:

“Mine bekymringer er gjort til skamme”

Yakov Munkebo var tidligere modstander af veteranhjemmets placering i Brabrand. I dag er han daglig bruger af stedet

Af
Louise Nyvang Burmeister

Ekssoldaten Yakov Munkebo var en af dem, der kritiserede placeringen af veteranhjemmet i Brabrand i skarpe vendinger sidste efterår.
Inden hjemmet blev taget i brug.
For tre måneder siden tog han derud for ved selvsyn at vurdere placeringen, og nu kommer han på hjemmet stort set hver dag.
“Mine bekymringer er gjort til skamme. Det er et fantastisk sted, en arkitektonisk perle fra 1960'erne, og det er superhyggeligt,” siger Yakov Munkebo.
Det er gået op for veteranen, at selvom Grimhøjmoskeen kun er 500 meter væk, så er det ikke så slemt.
“Placeringen er ikke så grel. Der er en brat skillelinje mellem det Brabrand, man frygter, og det Brabrand, det rent faktisk ligger i. Men det kan man først se, når man er her,” forklarer Yakov Munkebo, der også har 'slæbt' flere veteran-kammerater med derud.
“De har allesammen sagt: 'Hvor er det fedt'. Ikke en eneste har sagt noget andet,” siger den aarhusianske veteran.
Yakov Munkebo har engageret sig i stedet, han er blevet medlem af aktivitetsudvalget og suppleant i bestyrelsen for veteranhjemmet.
“Når vi nu ikke kan ændre placeringen, så kan vi lige så godt få det bedste ud af det,” siger han.
En del vil dog fortsat have svært ved at komme ud til veteranhjemmet, mener han.
“Hvis man ikke har egen bil, men er nødt til at tage bussen, der måske er fuld af personer med anden etnisk baggrund, så kan det afholde folk med svær PTSD fra at komme. Man vil nemt kunne få et flashback, og det kan give en rigtig dårlig oplevelse,” forklarer Yakov Munkebo.
Han er derfor i gang med at undersøge mulighederne for eksempel at få sponsoreret et køretøj, som vil kunne hente og bringe veteraner, der ikke selv har bil.

Publiceret 21 June 2016 08:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.