Klumme:

Lidt om fodbold - og så alligevel ikke...

Af
Jannik Schiermer Poulsen

Det skal ikke handle om tvivlsomme dommerpræstationer eller følelsen af, at pokalen gik til dansk fodbolds svar på Sten fra Zappa, men om fremtiden.
DBU er netop gået ind i kampen for, at Aarhus skal have et nyt stadion, så vi kan få en slutrunde til Skandinavien i 2024.
Det er første gang siden før Morten Olsen, at jeg har sagt “Vel tænkt, DBU!”.
Og det siger jeg ikke bare fordi, det er for svært at ramme modstanderne med bajere på det nuværende, eller fordi de bevingede ord, jeg råber, bliver taget i vinden.
Vi skal have et nyt stadion, fordi vi fortjener det. Både som by og som fodboldfans.
Pokalfinalen i Parken viste, hvad en god ramme kan gøre for folkefesten, og nej, der kommer jo nok ikke 20.000 i første hug, når vi ligger og bøvler på stregen og taber til Viborg Fodsports Forening for G ud ved hvilken gang. Men hvor var det fantastisk at opleve ung og gammel, høj og lav, fuld og ædru være sammen på den måde.
Tænk, at stå og se fodbold på et stadion, der faktisk er bygget til det.
At kunne komme tættere på banen og mærke intensiteten fra spillet og tribunen, mens man gætter på, om sidemanden rent faktisk er evnesvag.
Læg dertil muligheden for at se landsholdet kvaje sig i Smilets By eller koncerter i verdensklasse uden at skulle til hosekræmmernes Herning eller til Fængselsbyen i syd.
Fodbold, sport og store koncerter kan altså noget, som moderne dansetrupper, dukketeaterfestivaler og lysinstallationer ikke kan: At samle os.
Og det skulle være hele byens stadion. Også de, som ikke nødvendigvis ser lyset i at bræge af Byens Hold.
Hvis du er kreativ projektmager, skal du være så velkommen til at komme og så karse på taget, bygge ting i træpaller og blogge om det. Vi får da nok også plads til en vindmølle og et cykelværksted, hvis det er det, der giver jer ejerskab til byens kommende kulturelle fæstning.
Der kan fint laves en friluftsopsætning af Don Giovanni - bare det ikke lige ramler sammen med en kampdag, så det grå guld, der har byttet bollerum og idealer ud med friværdi og finkultur også kan få en dejlig dag på det nye stadion.
Der kunne være dage for mødregrupper, hvor de kunne mødes og møve rundt med barnevognene, hvor alle de og børnenes naturlige kropsfunktioner var mere end velkomne.
Selv jer forhadte lycra-typer skulle være velkomne. Så kunne vi afspille noget jubel på højtalerne, så I endelig kunne føle, I deltog i noget, der var vigtigt nok til at retfærdiggøre den adfærd i lægger for dagen på vores fælles cykelstier og fortove.
Bare kom med et nyt stadion, så skal vi nok fylde det med noget for alle!
Man kalder Dokk1 for byens forsamlingshus, men det bliver bare aldrig stedet, vi mødes til eufori og uforglemmelige oplevelser. Kåsså De Folkevalgte!

Publiceret 12 May 2016 15:15

SENESTE TV