Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz står foran et cykelparkeringshelvede på Hallssti nær Bruuns Galleri. Foto: Jeppe Kristensen

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz står foran et cykelparkeringshelvede på Hallssti nær Bruuns Galleri. Foto: Jeppe Kristensen

Cykelkaosset har fået faste holdepladser i Aarhus

I takt med at flere og flere aarhusianere cykler, når de færdes rundt i Aarhus Midtby, vokser de anarkistiske holdepladser.

Af
Jeppe Kristensen

Jeg er så glad for min cykel, jeg kommer hurtigt langt omkring, og det er fordi på en cykel, går det let som ingenting.
Sådan synger Povl Kjøller i melodien, Cykelsang, fra 1970'erne. Teksten, der hylder cyklen og cyklisterne, kan her fyrre år senere overføres til cykelglade aarhusianere, der i højere grad vælger den to-hjulede frem for andre transportmidler. Dermed vokser der også en stigende efterspørgsel på parkeringspladser til de mange jernheste, der er i byen.
Det kan tydeligt ses, hvis man bevæger sig rundt i Aarhus. Her låses cyklerne fast til Vanddragen og bænkene på Store Torv. Men også på Hallsti er der parkeringskaos, hvor lige præcis denne her sti mere og mere munder ud som den smalle hals på en ølflaske. Knap så smagfuldt - hverken for øjet eller bevægelsesfriheden.

Cykler som affald

Selv om det er en del af den danske kultur at cykle, så vækker det ikke ligefrem begejstring, når byrummet fyldes op med parkerede cykler, der mere og mere præger bybilledet.
“Det undrer mig faktisk en del, at folk nærmest smider deres cykler på denne måde. Jeg mener, at man kan sammenligne det med rengøring og affald. Det vil sige, hvis en person smider noget affald på jorden, så går der ikke lang tid, før flere får samme idé. Det bliver legitimt på den lemfældige måde at parkere sin cykel,” siger direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, og fortsætter:
“Bænkene ved Store Torv, der skjules af cykler, er ikke noget kønt syn. Det er et problem, men dog et svært problem at løse, fordi det er to sider af samme sag: For det første, er der flere cykler i byen end cykelstativer. For det andet, tror jeg, at det kræver en holdningsændring blandt borgerne i byen.”

Det kan være svært at få øje på en ledig bænk på Store Torv for bare cykler. Foto: Ester Larsen

Det kan være svært at få øje på en ledig bænk på Store Torv for bare cykler. Foto: Ester Larsen

Masser af døde cykler

Hos Cyklistforbundets afdeling i Aarhus, Viva Los Pedalos, mener man ikke, at det er et problem, når aarhusianere parkerer deres cykler væk fra autoriserede parkeringszoner.
“Så længe det ikke er til gene, er det ikke et problem. Og det er i hvert fald ikke vores agenda at gøre noget ved det i øjeblikket. Men vi oplever også, at der er flere cyklister i gaderne, og det er jo kun godt. Derfor er der ikke noget at sige til, hvis byen mangler parkeringspladser. Men der må Kommunen komme i gang,” fortæller afgående Formand for Viva Los Pedalos, Stefan Rasmussen.
Selv om problematikken ikke fylder alverden hos Viva Los Pedalos, peger den afgående formand stadigvæk på en udfordring med cykelstativerne i Aarhus.
“Et slag på tasken, så skyder jeg på, at mindst to ud af ti cykler ved parkeringsstativet på M. P Bruuns gade er “døde” cykler. De har rustne kæder, punkterede hjul og mangler en ejer. De optager en stor del af pladserne for cyklisterne, hvis stativerne skal agere kirkegård for efterladte cykler,” fortæller Stefan Rasmussen.

På Thomas Jensens Allé, tæt på Frederiks Allé, er der forbud mod at parkere sin cykel. Alligevel overholdes det ikke. Foto: Jeppe Kristensen

På Thomas Jensens Allé, tæt på Frederiks Allé, er der forbud mod at parkere sin cykel. Alligevel overholdes det ikke. Foto: Jeppe Kristensen

Ikke gearet til behovet

Selv om der faktisk er blevet etableret flere parkeringspladser, så kan vi slet, slet ikke følge med efterspørgslen.
Sådan siger Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), omkring parkeringsmulighederne ved Banegården.
“Problemet er, at vi ikke kan pege på et sted, hvor folk skal stille deres cykler rundt omkring Banegårdspladsen,” forklarer Kristian Würtz ved den trange plads på Hallssti og fortsætter:
“Det er en kamp at holde det nede på blandt andet steder som ved Banegården og Hallsti, og det betyder noget for fremkommeligheden. Hvis du kommer her med en barnevogn eller en kørestol, og der også kommer én i den anden retning. Det er ikke godt,” siger Kristian Würtz.
Dog løfter rådmanden sløret for, at flere cykelparkeringshuse vil dukke op i forbindelse med blandt andet Letbanen.
“Det gælder generelt i hele byen, at der er flere og flere, som tager cyklen. Så vi skal bygge flere cykelparkeringspladser. Der er sikret midler til at bygge 4.000 nye parkeringspladser rundt omkring i byen - primært i city og langs den nye letbanerute. Og ved Hallsti og over togperronerne, hvor behovet er størst, skal der etableres et cykelparkeringshus, hvor vi sætter gang i en arkitektkonkurrence i år, så vi i 2018 kan indvie et cykelparkeringshus med plads til 2.000 cykler,” fortæller rådmanden.

Ved Banegårdspladsen opfordres der til kun at parkere sin cykel i cykelstativer, men dette overholdes tydeligvis ikke. Foto: Ester Larsen

Ved Banegårdspladsen opfordres der til kun at parkere sin cykel i cykelstativer, men dette overholdes tydeligvis ikke. Foto: Ester Larsen

Opfordrer til selvdisciplin

Ligesom cyklerne kører på to hjul, så er udfordringerne også to-hjulet, da den høje frekvens af cyklister i Aarhus må tage en del af ansvaret for kaosset.
“Der er ingen tvivl om, at der er brug for en bedre disciplin, så man ikke bare smider den steder, hvor enhver kan se, at det er til gene for alle andre mennesker. Men det hænger jo sammen. Hvis man skal med toget, og man kommer ned på Banegården, og der ikke er nogen ledige pladser, hvor hulen skal man så stille sin cykel henne,” forklarer Kristian Würtz, der tilføjer:
“Vi har i forvejen fem personer ansat til at gå rundt og mærke cyklerne efter. De tjekker løbende op på dem, og hvis de har stået i fire uger, så bliver de fjernet, hvis politiet ikke har dem registreret som stjålne.”














Publiceret 26 April 2016 11:30

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.