Cassandra Juul Poulsen danser på 10. år, mens Mikael Hagestam er i gang med sit niende. Mindst to gange om ugen træner de med andre par i Aarhus Sportsdanserforenings lokaler i Risskov eller på Stadion Allé. Derudover får de enetimer.

Cassandra Juul Poulsen danser på 10. år, mens Mikael Hagestam er i gang med sit niende. Mindst to gange om ugen træner de med andre par i Aarhus Sportsdanserforenings lokaler i Risskov eller på Stadion Allé. Derudover får de enetimer.

Høj ’standard’:

Aarhus-talenter til VM

Purungt dansepar har så godt styr på vals, tango, slowfox og quickstep, at de skal repræsentere Danmark ved VM

Af
Louise Nyvang Burmeister

Cassandra Juul Poulsen og Mikael Hagelstam har for alvor fundet rytmen sammen.
Det unge dansepar på sammenlagt 27 år, der blot har danset sammen siden august, har kvalificeret sig til at repræsentere Danmark ved VM i standarddans i Rumænien i juni.
Den kun 13-årige Cassandra Juul Poulsen fra Aarhus V har gået til dans, siden hun var tre år gammel.
Da hun var fem år, ville hun begynde på de 'rigtige' dansehold.
“Det ville jeg bare. Jeg synes, det var meget mere spændende. Jeg kunne se de flotte kjoler, de havde på, og det skulle jeg også,” fortæller Cassandra Juul Poulsen fra træningslokalet på Arresøvej i Risskov - et af i alt tre træningsdansegulv, som parret øver sig på i to-tre timer hver dag.
Oftest har det unge par en ugentlig fridag, men op til turneringer står den på dans alle dage.

Fødselsdage skal flyttes

Lige nu øver de intensivt på et helt nyt program til verdensmesterskaberne.
“Det skal bare være lidt mere imponerende,” siger Cassandra Juul Poulsen, der ligesom sin 14-årige dansepartner er vant til at ofre sig for sporten.
Finske Mikael Hagelstam er ligefrem flyttet til Danmark for at få bedre dansetrænere.
For Cassandra Juul Poulsen er dansen også hurtigt blevet mere end flotte prinsessekjoler.
“Hvis der er en fødselsdag på en dansedag, så skal den flyttes,” siger den 13-årige skoleelev, der kan have svært ved at få lektierne lavet i tide.
“Hvis skolen først slutte klokken 16, så er jeg først hjemme efter dans klokken 21, og så når man ikke altid lektierne,” siger Cassandra Juul Poulsen.
De to succesfulde dansere begynder derfor begge på Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA) efter sommerferien.
“Så får vi mere frihed til vores sport. Der er morgentræning for eksempel en del af skemaet,” siger den unge Aarhus-danserinde.
Som førsteårs-dansere i deres aldersgruppe er det svært at levere et godt resultat til VM, så parret er lige så meget med for oplevelsens skyld og for at lære af de andre par.
“Bare vi ikke bliver sidst. Der er nogle virkelig gode dansere med,“ siger Cassandra Juul Poulsen, der godt kan blive sur, hvis trinnene ikke lige flyder, når dommerne skal bedømme deres præstation til konkurrencerne.
Er et dårligt resultat noget, du ærgrer dig over i flere dage?
“Nej, man skal bare videre. Man må jo bare træne på det.”

Når parret til konkurrencer kommer i det elegante dansetøj og får make-uppen på, forsvinder al generthed og nervøsitet.

Når parret til konkurrencer kommer i det elegante dansetøj og får make-uppen på, forsvinder al generthed og nervøsitet.

'Månedens Sportstalent'

Lokalavisen Aarhus sætter i en ny serie fokus på de lokale sportstalenter. Hvor meget ofrer de for sportens skyld, og hvad giver det dem retur?
Kender du et dedikeret sportstalent, så tip os på redaktion.aarhus@lokalvisen.dk

Publiceret 24 April 2016 12:00

SENESTE TV