Skødstrup-talent racer videre i England

17-årige Jan Jønck har skiftet klasse, hvor der køres endnu stærkere i Formel 4 i England. Drømmen levere videre

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Det går endnu stærkere for Jan Jønck fra Skødstrup i år.
I denne sæson kører han nemlig med endnu flere hestekræfter i den britiske BRDC Formel 4-klasse.
“Jeg fik tilbud om at skifte fra Tyskland til England i januar. Det er spændende step-up, hvor der er op til 80 flere hestekræfter i bilen, og jeg kører med op til 250 km/t. Det føles som om, man bliver 'suget' mere ned på kørebanen og svingene er også noget vildere,” fortæller en tilfreds Jønck i sit hjem i Skødstrup, hvor han har boet med sine forældre hele sit 17-årige liv.
“Det gør mig til en bedre kører, og den højere hastighed skulle gerne give mig en høj læringskurve med fart i kroppen,” siger han.

Forelsket i fart

Jan Jønck har været ramt og fascineret af motorsport, siden han var syv år gammel.
Faderen fulgte Kevin Magnussens far - Jan Magnussen - som fotograf, og her kunne en anden Jan - Jønck - se det hele fra tætteste hold. Her blev Jan Jønck forelsket i farten og adrenalinen og kom hurtigt bag et rat.
Først i gokart med masser af medaljer og titler senere Formel Ford-klassen, hvor det blev til DM-sølv og som banede vejen for at køre Formel 4 i Tyskland i den seneste sæson
Helt tilbage fra 8. klasse har han gået på ESAA-linjen. ESAA står for Elite Sports Akademi Aarhus. Først i folkeskolen på Vejlby Skole og Ellevangsskolen og nu på Risskov Gymnasium, hvor han går i 2.g på den 4-årige Team Danmark-linje.
Det har givet ham mulighed for at kombinere uddannelse med den mængde træning, som skal til for at klare sig på topniveau i motorsporten.
“Det betyder, at jeg ikke har så mange timer som almindelige gymnasie-elever, og at jeg kan få erstatningstimer af Team Danmark-lærere, hvis jeg er væk,” fortæller Jan Jønck.
Og væk, det er han i denne tid, hvor turen ofte går til England for at dyste mod de 22 andre kørere i den britiske Formel 4-klasse.

Sådan ser Jan Jøncks nye racerbil ud i den britiske BRDC Formel 4-klasse, som han debuterede i i påsken.

Sådan ser Jan Jøncks nye racerbil ud i den britiske BRDC Formel 4-klasse, som han debuterede i i påsken.

Vil på podiet i England

Jønck debuterede i klassen i påsken, og det blev til to top 10-placeringer i de tre heat.
“Målet er hele tiden at blive bedre, så næste gang vil jeg i top 5, og når sæsonen slutter til september skulle jeg gerne have været på podiet, siger Jan Jønck, der holder sig i form ved løb, svømning og cykeltræning 15-20 timer om ugen. Og så har han en køre-simulator i kælderen, han træner i.
Drømmen er stadig at komme til at leve af at køre racerbil.
“Det er min ultimative drengedrøm at blive professionel. Og jeg tror på det, for jeg har fået gode kontakter i motorsportsverden i de seneste par år. Jeg mener selv, det er realistisk at komme til at leve af motorsporten, hvis ikke i Formel-klasserne så i GT-klassen eller andet. Måske som fabrikskører,” siger talentet fra Skødstrup.

Månedens sportstalent

Lokalavisen Aarhus sætter i en ny serie fokus på de lokale sportstalenter. Hvor meget ofrer de for sportens skyld, og hvad giver det dem retur?


Kender du et dedikeret sportstalent, så tip os på redaktion.aarhus@lokalvisen.dk

Publiceret 14 April 2016 07:00

SENESTE TV