Til september rejser Marie Sofie Spanggaard Jespersen ud i verden med DGI Verdensholdet. Privatfoto

Til september rejser Marie Sofie Spanggaard Jespersen ud i verden med DGI Verdensholdet. Privatfoto

Gymnastik-talent:

“Verdensholdet overtrumfer alt”

20-årige Marie Sofie Spanggaard Jespersen fra Højbjerg er kommet på årets DGI Verdensholdet som én af blot 28 unge

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Sommerfuglene basker rundt i maven. Alligevel trodser hun adrenalinen i kroppen og tager i skole i 3.g på Marselisborg Gymnasium. Hun må dog hurtigt opgive at følge med. Efter få timer går turen derfor tilbage til Højbjerg.
Det er den 26. februar, klokken nærmer sig 11. Inden for en time vil en vigtig mail tikke ind i 20-årige Marie Sofie Spanggaard Jespersens indbakke. Ventetiden er næsten ikke til at holde ud.
Hun laver en god frokost men tripper ellers bare rundt i familiens hus på Nagelvej.
Klokken 11.30 sætter hun sig med computeren foran sig og venter. Tik, tak, tiden går.
Men så! Klokken 11.45 dukker mailen endelig op:
“Du er optaget på DGI Verdensholdet!”

Surrealistisk oplevelse

Nogle dage senere sidder Marie Sofie Spanggaard Jespersen på kanten af sin seng og genfortæller situationen, hvor én af de største bedrifter i hendes liv gik op for hende.
“Det var så sindssygt! Det var en kæmpe forløsning. Først brød jeg ud i gråd, så græd mine forældre og til sidst min søster. Og så væltede det bare ind med lykønskninger alle steder fra. For en gymnast er det her jo den ultimative chance og den største anerkendelse. Det er helt surrealistisk. Nu har jeg været så betaget af verdensholdet i så lang tid, og pludselig er jeg selv på det,” fortæller Marie Sofie Spanggaard Jespersen og fortsætter:
“Ej, men jeg kommer helt op at køre, bare jeg sidder her og fortæller det igen.”

Ud af en gymnastik-familie

Den 20-årige Højbjerg-gymnast kalder sig selv et “DGI-barn”. Hun har nemlig gået til gymnastik, siden hun var halvandet år gammel, hendes far arbejder i DGI, og begge forældre startede i sin tid Højbjerg Gymnastikforening op.
I dag er det rytmisk gymnastik, som har stjålet Marie Sofies hjerte, og hun holder særligt meget af fællesskabet og det kreative element i netop den rytmiske gymnastik, som blander redskaber, grundgymnastik og moderne dans.
“Jeg elsker bare at træne og at udtrykke følelser gennem gymnastikken. Jeg kan godt lide, at man plukker fra så mange forskellige genrer,” fortæller Marie Sofie Spanggaard Jespersen, som først for alvor gik “all in” på gymnastikken, da hun var på efterskole før gymnasiet og fandt hun ud af, at hun nok har lidt af et talent.
“Og jeg fik lysten til at dyrke gymnastik HELE tiden,” siger hun.

Det overtrumfer alt andet

Derfor tog hun også mod til sig og søgte med succes om optagelse på først DGI's repræsentationshold - som består af nogle af de allerbedste gymnaster i landsdelen - og dernæst DGI Verdensholdet.
Sidstnævnte sender hende af sted på 10 måneders rejse rundt i verden med holdets øvrige 27 deltagere fra september. Her skal de optræde med et spektakulært show og lave workshops, som promoverer dansk foreningsliv, sund livsstil samt samvær med andre.
“Det bliver sgu vildt! I sommers var jeg på tre ugers backpacker-rejse, og jeg var vild med det. Jeg er ikke typen, som får hjemve, så jeg vil bare prøve at nyde, at jeg er i gang med så fedt et projekt,” siger Marie Sofie Spanggaard Jespersen.
Til hverdag træner hun på to forskellige hold - repræsentationsholdet og AGF Max - i samlet set fire en halv time. Desuden er hun selv ansvarlig for et landsdelshold og træner derudover i Højbjerg-Lyseng Foreningsfitness cirka tre gange om ugen i to timer hver gang - plus lidt løb udendøre af og til.
“Så ja, min træning tager enormt meget tid. Udover skole, lektier og træning er der ikke meget tid tilbage, så selvfølgelig er der nogle ting, jeg må sige nej til. Der ryger en terminsprøve i svinget i næste uge, og det er da ikke lige hver dag, jeg kan sidde på Rar Bar og spise nachos og drikke kaffe,” siger gymnasten, som dog ikke er i tvivl om, at træningen er det hele værd:
“Verdensholdet må man ikke tage for givet. Det er så unikt, at det overtrumfer alt andet!”

Månedens Sportstalent

Lokalavisen Aarhus sætter i en ny serie fokus på de lokale sportstalenter. Hvor meget ofrer de for sportens skyld, og hvad giver det dem retur?
Kender du et dedikeret sportstalent, så tip os på redaktion.aarhus@lokalvisen.dk

Publiceret 08 April 2016 00:00