De bedste og dårligste Aarhus-skoler er udpeget

Kragelundskolen, Strandskolen, Sødalskolen og Hasle Skole er i top 100 nationalt, viser ny undersøgelse fra Søndagsavisen

Af
Louise Nyvang Burmeister

Ny liste placerer Kragelundskolen som den bedste skole i Aarhus Kommune og som nummer 69 på landsplan.
Også tre andre Aarhus-skoler er at finde i top 100, nemlig Strandskolen, Sødalskolen og Hasle Skole.
Undersøgelsen, der er lavet af Søndagsavisen med assistance fra professor og centerleder ved Danmarks Pædagoiske Universitet Niels Egelund, har vurderet 770 folkeskoler i hele landet og 42 skoler i Aarhus Kommune.
Karakterer, fravær, trivsel og lærernes kompetencer er de fire parametre, der er brugt til at rangere folkeskolerne.
Og det er vel at mærke karakterer korrigeret for elevernes socialøkonomiske baggrund - den såkaldte undervisningseffekt - som viser skolernes evne til at løfte eleverne i forhold til deres forudsætninger.

Arbejder videre

Et parameter, som Kragelundskolen i Højbjerg scorer højt i.
“Jeg er da rigtig stolt af, at vi ligger højt på listen. Det bekræfter os i, at vi er på vej i den rigtige retning,” siger Lene Mols, der er skoleleder på Kragelundskolen.
Resultatet får ikke skolelederen til at læne sig tilbage i sædet.
“Vi arbejder hårdt, og det bliver vi ved med. Der er altid noget, man kan blive bedre til. Med folkeskolereformen har vi jo gang i en meget stor forandringsproces, og det vil tage tre-fem år, før den er blevet fast kultur. Men vi tager undersøgelsen som et stort skulderklap,” siger Lene Mols.
Bavnehøj Skole i Hasselager klarer sig mindre godt i undersøgelsen og ender sidst blandt de Aarhus-skoler, der deltog.
Placeringen undrer ikke skoleleder Birgitte Rasmussen:
“Det er ærgerligt og bestemt ikke behageligt, at vi ligger på det niveau. Men vi er godt klar over, at der noget, vi skal arbejde med. Den indsats vi laver lige nu, som eksempelvis at højne motivationen i udskolingen, håber vi, giver udslag i næste års undersøgelse,” siger hun.



Rangliste

De bedste:
1. Kragelundskolen (69)
2. Strandskolen (89)
3. Sødalskolen (92)
De dårligste:
40. Bakkegårdskolen (684)
41. Skovvangskolen (697)
42. Bavnehøj Skole (710)

Søndagsavisens undersøgelse er lavet på baggrund af tal fra Undervisningsministeriet. Fire Aarhus-skoler er ikke med i undersøgelsen: Tilst Skole, Solbjergskolen, Elev Skole og Skødstrup Skole. I parentes er placeringen nationalt.

Se hele Aarhus-listen her.

Publiceret 15 March 2016 07:00

SENESTE TV