I Hjortshøj, Harlev og Mårslet brager boligpriserne i vejret

Huspriserne er steget med over 2.000 kroner per kvadratmeter det seneste år i bydelene Hjortshøj, Harlev og Mårslet i Aarhus Kommune. Det viser en ny opgørelse over prisudviklingen i Aarhus fra Boligsiden.dk

Af
Af Kim Skovrup Andersen

I takt med at huspriserne fortsat stiger i det centrale Aarhus, har boligkøberne rettet blikket mod yderområderne i kommunen. Hidtil har priserne været til at komme i nærheden af, og det har fået efterspørgslen til at stige markant, specielt i bydele som Hjortshøj, Harlev og Mårslet, hvor salgspriserne er skudt i vejret det seneste år.

En ny opgørelse fra Boligsiden.dk viser, at salgsprisen for villaer og rækkehuse er steget med over 2.000 kroner per kvadratmeter i Hjortshøj, Harlev og Mårslet fra fjerde kvartal af 2014 til fjerde kvartal af 2015. Det er en prisstigning, der er lige så høj som i Aarhus C og Aarhus N.

Pæne prisstigninger

”Salgsprisen for en villa eller et rækkehus er i gennemsnit 34.400 kroner per kvadratmeter i Aarhus C. Det er de færreste, der har råd til at købe hus her, og mange rykker derfor længere og længere ud i kommunen for at finde priser, der er til at betale”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, i en pressemeddelelse.

Blandt de tre bydele med kraftig prisudvikling har Harlev de billigste huse. Her lå salgsprisen i sidste kvartal af 2015 på 15.600 kroner pr. kvadratmeter, og der er derfor stadig gode muligheder for at få en bynær placering til en god pris. I Hjortshøj lå salgsprisen på 17.200 kroner per kvadratmeter og i Mårslet på 20.200 kroner per kvadratmeter.

Prisstigningerne er ikke kun forbeholdt de tre kometbydele. I alt har 14 ud af de 23 bydele i Aarhus Kommune oplevet stigende boligpriser det seneste år. Især området syd for Aarhus C er kommet godt med, hvor prisstigningen har bredt sig til alle områder med Beder som eneste undtagelse.

Prisfald i Egå

I bydele som Egå, Aarhus V, Sabro og Trige er salgsprisen faldet med mere end 1.000 kroner per kvadratmeter det seneste år.
“Når priserne falder i en attraktiv bydel som Egå, er det fordi, priserne allerede er steget en del tidligere, og de har nu fundet et mere naturligt leje,” siger Birgit Daetz.

Publiceret 01 March 2016 11:45

SENESTE TV