Thyboen Michael Valgren viser sin træningscykel frem foran sin bopæl i Aarhus

Thyboen Michael Valgren viser sin træningscykel frem foran sin bopæl i Aarhus

Michael Valgren:

“Modvinden er et bjerg”

Cykelrytter, Michael Valgren, fortæller om livet i Aarhus, bogudgivelse og drømmene

Af
Jeppe Kristensen

I et år har journalist Rasmus Bech lagt sig i baghjulet på den professionelle cykelrytter Michael Valgren. I alt har Rasmus Bech stillet Michael Valgren 1.500 spørgsmål, og det er der kommet en bog ud af med titlen 'Michael Valgren - En sæson i den absolutte verdenstop'.
Derfor har Lokalavisen Aarhus mødt den unge cykelrytter til en snak om bogen, Aarhus og drømmene.

Bogen giver selvtillid

Da Rasmus Bech forhører Michael, om han vil deltage i bogprojektet, er Michael noget skeptisk overfor projektet.
“Jeg har egentligt været lidt lukket og holdt mig tilbage i det meste af min professionelle karriere. Det var ret grænseoverskridende at skulle svare på alle de her spørgsmål,” siger Michael Valgren, da Lokalavisen Aarhus møder ham på hans cykel, efter han har været til revisormøde i Silkeborg. Men selvom han, som han selv siger, er genert og en smule sky, så er han blevet klogere på sig selv i løbet af processen med Rasmus Bech.
“Jeg er blevet mere reflekterende og er blevet mere bevidst om at sige fra,” fortæller Michael, der har fået mere selvtillid undervejs i projektet. Noget, som han vil udnytte, når den nye sæson rulles i gang i starten af foråret.
I bogen, der giver et unikt indblik i en ofte hermetisk lukket cykelverden, kommer læserne helt tæt på Michaels følelser som professionel cykelrytter.
“Det er en bog, som har fungeret som en slags dagbog for mig, hvor jeg kan komme af med mine følelser omkring sporten og livet som professionel,” forklarer Michael, der netop er fyldt 24 år.

Nyder Aarhus

Selvom hovedparten af cykelrytterens kolleger har valgt at bo i Italien, Schweiz, Spanien eller Luxembourg, nyder Michael Aarhus. Her bruger han tiden sammen med kæresten, Sissel, der til dagligt læser på Aarhus Universitet.
“Jeg har prøvet at bo i udlandet, men det var ikke mig. Jeg var langt væk fra min kæreste og familie. Derfor flyttede jeg hjem til Aarhus igen, hvor min kæreste og jeg bor i en fin lejlighed. Og så kommer jeg jo oprindeligt fra Thisted, så for mig er Aarhus en fantastisk storby.
“Når jeg har tid, besøger jeg byens mange caféer, kaffebarer og restauranter, som der foreksempelvis ligger nogle ret gode af i Mejlgade” fortæller Valgren.
Men selvom han nyder Aarhus i øjeblikket, så peger pilen stadig i retning mod Syd- og Centraleuropa.
“På et tidspunkt skal jeg væk fra Aarhus. Det hele handler om at finde det rette sted i Europa, hvor der bor andre unge cykelryttere. Min kæreste skal også med, når hun er færdig på universitetet, og hun skal også kunne finde noget at lave, der hvor vi en gang flytter hen,” forklarer Michael.

Store drømme

Det flade landskab i Jylland er ingen hindring for Michael, når han triller ud på træningsturene i og omkring Aarhus.
“Jeg har mange gode ruter her fra Aarhus. Jeg cykler til Ry, Mols, Silkeborg eller Odder, hvor der kun er tre trafiklys, før jeg er ude af byen. Der er jo nogle bakketoppe tæt på Aarhus, så dem cykler jeg selvfølgelig opad. Men der er også meget vind på grund af det forholdvis flade landskab. Modvinden kan jeg bruge som et bjerg, når jeg cykler i modvind,” siger Michael, der bruger mellem 25-30 timer om ugen på sadlen.
De mange timers hårde slid skal i en kommende lang karriere udmønte sig med nogle triumfer, som Michael har udset sig som mål.
“Jeg har en drøm om at vinde en etapesejr i Tour de France, fordi det er noget, som folk vil huske. Men jeg vil også gerne kæmpe med om medaljerne til Danmark ved de Olympiske Lege,” siger Michael, som beskriver sig selv som en rytter, der kan lidt af det hele.
“Jeg er god op ad, jeg kan spurte, og i sidevind har jeg en rigtig god motor,” forklarer Valgren.

null

Publiceret 19 February 2016 12:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.