Genvejen udvides:

Nu skal trafikken glide glat

Et projekt til knap 40 millioner kroner skal løsne op for trafik-knudepunkt

Der har længe været problemer med at få afviklet trafikken tilfredsstillende ved frakørslen fra E45 til Genvejen. Men nu er der lys for enden af tunnelen for de ventende bilister.
Staten har nemlig givet tilsagn om at betale halvdelen af udgifterne til at løse op for bilkøerne på stedet.
Genvejen udvides derfor til to spor på en cirka 900 meter lang strækning mod øst.
For at få plads til de to spor udvides broen over E45 mod syd.
“Ændringerne vil betyde, at trafikanterne fra motorvejen kan komme hurtigere op på Genvejen. De slipper derfor også for ubehagelige situationer med en lang kø i nødsporet langs motorvejen, som det ses dagligt i morgentrafikken,” lyder det i en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.
Samtidig vil en udbygning forbedre forbindelsen mellem Østjyske Motorvej og Aarhus Syd Motorvejen.
Vejdirektoratet har ansvaret for anlægsprojektet men i samarbejde med Aarhus Kommune.
Aarhus' halvdel af udgifterne kommer fra den Mobilitets- og Vejfond, som blev etableret i 2014.
Hele projektet vil koste i underkanten af 40 millioner kroner. Vejdirektoratet forventer, at anlægsarbejdet er afsluttet i 2018.
/CSJ

Publiceret 04 February 2016 16:45

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV