Daniel Busch er indehaver af ’Den Lille Kro’, og han har inviteret 20 hjemløse på tre-retters middag i september.

Daniel Busch er indehaver af ’Den Lille Kro’, og han har inviteret 20 hjemløse på tre-retters middag i september.

Mad til de hjemløse

Et nyt initiativ samler ind til at hjælpe samfundets svageste

Af
Jannik Schiermer Poulsen

For mange af byens hjemløse skal ressourcerne til et varmt måltid findes fra dag til dag, og et restaurantbesøg virker uendeligt fjernt.
Det vil en gruppe på Erhvervsakademi Aarhus og 'Den Lille Kro' nu lave om på.
“Vi skal lave et event som en del af vores tredje semester. Vi ville gerne hjælpe nogle mennesker i nød, og vi ville gerne give dem en oplevelse og et smil på læberne. Så kontaktede vi Daniel fra 'Den Lille Kro', som gerne ville deltage,” fortæller Christian Kaufmann Olsen fra Aarhus Erhvervsakademi og fortsætter:
“Vi ønsker så at kunne støtte Kirkens Korshær i en utroligt god sag, så vi samler ind til madbilletter, som Kirkens Korshær kan uddele til de mest trængende. Vi vil gerne bringe et smil på deres læber i en ellers trist hverdag.”
De studerende har sat et delmål på 2.500 kroner, som er lig med 100 madbilletter.

Hverdag og fest

'Den Lille Kro' har inviteret 20 hjemløse på tre retter med drikkevarer i restauranten over to aftener i september.

“Jeg synes, velgørenhed er en vigtig del af vores samfund, og jeg er kun glad for at kunne hjælpe. I forvejen har vi samlet 25.000 polio-vacciner ind til afrikanske børn, så det er kun naturligt, at vi også kan hjælpe lokalt,” fortæller Daniel Busch, som er indehaver af 'Den Lille Kro'.

Han ser frem til at byde sine nye gæster velkommen.

Det, vi andre tager for givet

Morten Aagaard, som er leder af Kirkens Korshær i Aarhus, er glad for interessen og opbakningen.

“Kort og godt er det jo altid godt at få god mad. Vi andre er jo vant til fest engang imellem, og nu får 20 udsatte mulighed for at få samme oplevelse. At få noget normalitet og noget af det, vi andre tager for givet,” siger Morten Aagaard og tilføjer:

“Vi takker og glæder os over initiativet, og vi synes, det er dejligt, når der bliver tænkt på samfundets svageste.”

Skulle man have lyst til at støtte indsamlingen af madbilletter, er alle bidrag velkomne.

Man kan overføre via Mobile Pay på 22 91 66 34 eller på bankoverførsel til følgende konto:
Reg.: 2570 Konto nr.: 5366735668.

Publiceret 08 September 2015 12:00