Gennem lang tid er der blevet kæmpet for, at veteraner med PTSD skal have et hjem i Aarhus. Nu er der ballade omkring placeringen af det, og veteranerne føler, at de er blevet tromlet i sagen. Foto: Polfoto/arkiv

Gennem lang tid er der blevet kæmpet for, at veteraner med PTSD skal have et hjem i Aarhus. Nu er der ballade omkring placeringen af det, og veteranerne føler, at de er blevet tromlet i sagen. Foto: Polfoto/arkiv

Veteraner føler sig tromlet af toppen

I fobindelse med placeringen af et veteranhjem i Aarhus føler veteranerne ikke, at der er blevet lyttet til dem

Af
Camilla Olesen

Skuffelse og frustrationer.
De ord beskriver bedst de følelser, veteranen Pierre Skovgaard sidder tilbage med, da det blev meldt ud, at det kommende veteranhjem skal ligge i Brabrand/Gellerup.
Han har gennem en lang periode kæmpet for at få hjemmet til Aarhus, og han har været med i opstartsfasen, hvor han blandt andet har været med ude og se på forskellige placeringer.
Her var den store villa på Edwin Rahrs Vej, som nu er udpeget som kommende veteranhjem, i spil, men dengang udtrykte han sin afstandstagen tydeligt over for Fonden Danske Veteranhjem, der står bag købet af stedet.
“Alle, jeg har talt med, har sagt, at det ikke skal ligge i Brabrand. Der er ikke blevet lyttet til den menige soldat i den her sammenhæng. Der er tale om en rævekage, hvor det virker som om, at veteranhjemmet skal være en del af helhedsplanen i Gellerup,” siger Pierre Skovgaard, der understreger, at det ikke handler om racisme og religion, men om, at soldaterne ikke føler sig trygge i området.
“Det er så forrykt, at vi ikke er blevet taget med på råd,” siger han.

“Vi står fast”

Michael Alber, formand for bestyrelsen Veteranhjem Midtjylland i Aarhus, fortæller til Lokalavisen, at man står fast på den beslutning, der er truffet om at placere hjemmet i Brabrand.
“Vi har ikke skelnet til, hvor placeringen er - vi har gået efter de ting, der skal til, for at skabe gode faciliteter til veteranerne. Og de ligger i den bygning i Brabrand, hvor der også er et stort naturområde. Vi har haft fokus på, hvordan vi kan lave et hjem, der skal fungere i mange år,” siger Michael Alber.
Hvordan forholder I jer til alle de negative kommentarer, der har været i de her dage?
“Vi har bestyrelsesmøde en af dagene, og så kigger vi på det, men vi står ved det, vi har gjort. Der vil altid være nogle, der ikke er tilfredse,” siger han.
Vi har talt med flere veteraner, og de føler ikke, de er blevet hørt.
“Jeg ved ikke, hvad det er for veteraner, der ikke er blevet hørt. Vi kan jo ikke spørge alle 6.000, der er i Midtjylland.”
Vi har blandt andet talt med Pierre Skovgaard, der har fortalt os, at han var med i processen i starten, men blev udelukket, da han talte negativt om Brabrand.
“Jeg har ingen kommentarer til Pierre Skovgaard. Det må stå for hans egen regning. Vi er fire veteraner i bestyrelsen, og du taler med en af dem nu. De andre må selv stå på mål for det, de siger - det har jeg ingen kommentarer til.”
Veteranerne siger, at de ikke tør tage derud, hvad siger du til det?
“Det har jeg ingen kommentarer til. Det er svært i en by som Aarhus ikke at være i et multikulturelt samfund.”

Planen er, at veteranhjemmet skal ligge her på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Det er tæt på Grimhøjmoskéen, og det sammen med området generelt, skaber bekymringer og utryghed hos veteranerne. Spørger man Michael Alber, formand for bestyrelsen Veteranhjem Midtjylland i Aarhus, er stedet i Brabrand det bedste sted med de rigtige omgivelser.

Planen er, at veteranhjemmet skal ligge her på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Det er tæt på Grimhøjmoskéen, og det sammen med området generelt, skaber bekymringer og utryghed hos veteranerne. Spørger man Michael Alber, formand for bestyrelsen Veteranhjem Midtjylland i Aarhus, er stedet i Brabrand det bedste sted med de rigtige omgivelser.

Talsmand åbner munden

Én af de veteraner, der har bakket sine “kolleger” op i Aarhus er Benjamin O. Yeh, der titulerer sig som talsmand for veteranerne og brugerne på veteranhjemmet i København.
“Det skal ikke ligge i Gellerup - det er en ommer. Der er en lille gruppe, der sidder og styrer det hele, og fonden har valgt ikke at lytte - der har ikke været brugerinddragelse, og der er en mangel på forståelse for målgruppen - veteranerne er psykisk sårbare. Det her er ikke et spørgsmål om, at vi er imod muslimer eller religion, for det er vi ikke. Det drejer sig om, at hjemmet kommer til at ligge et sted med ballade, og det vil betyde, at veteranerne er i største alarmberedskab,” siger Benjamin O. Yeh, der har været med til at arbejde for et veteranhjem i Aarhus.
Han fortsætter:
“Jeg har hørt, at veteranhjemmet skal være en løftestang for området. Det har veteranerne bare ikke brug for. De har brug for ro - ikke et socialt eksperiment for en kommune.”
Han fortæller, at han har fået mundkurv på, og at hvis han titulerer sig som talsmand, så må han ikke vise sig på nogle af veteranhjemmene i Danmark, men det har han valgt at ignorere, og han fortsætter med at støtte veteranerne, også dem i Aarhus, siger han.

null

Publiceret 17 July 2015 12:45

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.