Simsek:

"De næste to uger er jeg nummer to"

Bünyamin Simsek (V) er partisoldat for sin kone i valgkampen

Af
Louise Nyvang Burmeister

Ved seneste folketingsvalg flyttede de fra hinanden for at kæmpe om samme mandat til Folketinget, men nu trækker rådmand for Børn og Unge i Aarhus, Bünyamin Simsek (V), i arbejdstøjet for at kæmpe for genvalg til sin kone, ligestillingsordfører Fatma Øktem (V).
De næste tre uger står han for al det praktiske - lige fra at vaske og stryge tøj og lave mad - til at hænge valgplakater op og være sparringspartner og tro støtte ved siden af sit eget politiske fuldtidsjob.
"Som Venstres borgmesterkandidat i Aarhus bakker jeg selvfølgelig Venstres fire aarhusianske kandidater op. Men de fleste ved godt, at der er en femte - en østjysk kandidat, der står mit hjerte helt nær - som jeg selvfølgelig også giver min fulde støtte. Hun var hård og sej at kæmpe imod ved sidste valg, så jeg er rigtig glad for, at jeg denne gang er hendes allierede og ikke hendes konkurrent," siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse. 
Man får Simsek med, hvis man stemmer på Fatma Øktem.
"Hvis man stemmer på mig, får man helt automatisk Mr. Aarhus med. Benji (Bünyamin, red.) tænker altid Aarhus og Østjylland først, og det giver en fantastisk kobling mellem det regionale og det landspolitiske, når vi diskuterer politik. Og det gør vi stort set hele tiden," siger Fatma Øktem i pressemeddelelsen.

Publiceret 01 June 2015 11:00