Modelfoto

Modelfoto

Debat:

Hvorfor er handicaptilgængelighed ikke et must?

Mathilde Fuglsang Christoffersen

En god tur på café, restaurant eller en shoppetur er noget af det bedste, jeg ved. Jeg inviterede derfor mine tre venner på Jensen's Bøfhus, hvor vi skuffede måtte tage hjem, grundet dårlig tilgængelighed.

Da vi ankommer til Jensen's Bøfhus, der ligger på Rosenkrantzgade, kan vi se, at der er tre høje trin ved indgangen. Jeg havde været inde på deres hjemmeside, hvor jeg troede, jeg havde været klog at kigge på indgangen. Jensen's havde bare gjort det at lægge et billede derind med en stor familiebil foran indgangen. To af os sidder i en kørestol, så det er rimeligt væsentligt. Jeg går derfor ind, og spørger om de har en rampe, for vi har bestilt bord og vil gerne spise. Tjeneren svarer, at det tror hun godt nok ikke, men vil da lige kigge. Allerede der begynder min undren, er der ikke ramper alle steder og specielt i denne store restaurantkæde? Udenfor venter vi så alle lidt undrende. Medarbejderen kommer ud til os og meddeler, at de altså ikke har en rampe. Hun spørger så til min store skræk, om de da ikke bare kan løfte dem ind. ”Løfte dem, sig mig er du skør?” er det eneste, jeg kan tænke. Det kan da ikke passe det her. Tænk hvis de vælter eller rammer ind i noget. En person med knogleskørhed kan man altså ikke bare sådan løfte rundt på! Jeg var da helt rystet over, at man ikke er tilgængelig på en så stor og landsdækkende restaurant. Hverken en bagindgang, rampe eller en lift, i midten af Aarhus. De afviser os med et ‘Det beklager vi'. Jeg siger stort undskyld til Frederik, og vi må vende snuden hjemad. Skuffede over, at de ikke kan imødekomme handicappede.
Det er da flovt sådan at have inviteret mine venner ud, for at vende hjemad pga. dårlig tilgængeligheds opmærksomhed. Jeg havde inviteret min ven, Frederik på fødselsdagsmiddag, han fylder nemlig 18, og det skulle da fejres. Så jeg havde inviteret ham på en overraskelse, som så blev noget trist. Jeg er ikke kendt i Aarhus, så jeg havde i min bedste tro bestilt et bord på Jensen's, som ligger meget centralt og som så ud til at være tilgængelig, er noget vi alle kender. Emma og Frederik er to af mine rigtig gode venner, som jeg er glad for at have mødt på efterskolen. Frederik er født med knogleskørhed, og Emma er pga. en hjertefejl spastisk lammet. De sidder derfor begge i kørestol.
Hvordan kan det være, at man som kørestolsbruger, skal være bange for ikke at kunne komme ind, hver gang man bliver inviteret i byen? Frederik tog det pænt, og sagde at det ikke gjorde noget, og at det er sket før, men det gjorde mig vred. Jeg synes simpelthen, det er for dårligt, at der ikke er bedre forhold i centrum af Aarhus. Jeg ved godt, at forholdene er blevet forbedret væsentligt de senere år, men det kan sagtens blive bedre. Og hvis forholdene er som Jensen's i centrum af Aarhus, hvordan er de så ikke i de mindre byer længere ude i Danmarks kroge? Jeg gik ind på Jensen's hjemmeside efter besøget, for at se om jeg havde overset noget om handicaptilgængelighed, men der står ingen steder, at kørestolsbrugere ikke kan komme ind! Det kan ikke passe, at når de hverken har rampe eller lift så ikke skriver det på deres side, så gæster har mulighed for at blive informeret og forholdene før besøget. Det burde da være en lov at oplyse om tilgængeligheden.
Jeg synes, det er på tide, at vi tager os sammen her i Danmark og får sat de ramper op. Personligt synes jeg, at man skulle gøre det lovpligtigt at have ramper ved alle offentligt tilgængelige steder som fx. butikker og restauranter. Det er ikke en svær opgave, og alle butikker kan klare den udgift.

Publiceret 01 June 2015 14:30

SENESTE TV