Dizzy Mizz Lizzy til NorthSide

Den populære danske trio sættes på programmet fredag aften og erstatter Sam Smith

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

Det varmeste danske rocknavn lige nu modtog seks stjerner fra GAFFA for åbningsshowet på deres igangværende turné, og efter en masse koordinering og lidt omrokering i spilleplanen er det lykkedes at få Dizzy Mizz Lizzy til NorthSide.
Festivalen oplyser, at der allerede i 2014 foregik en dialog mellem bandet og NorthSide,  men det udmøntede sig ikke i en koncert på grund af andre planer om koncerter i Aarhus. Men da Sam Smith for tre uger siden måtte aflyse en stor del af sin sommerturné, inklusive en koncert på NorthSide, på grund af en operation, efterlod det et hul i programmet fredag aften. Det satte NorthSide i en svær situation, men heldigvis besluttede Dizzy Mizz Lizzy sig for at komme NorthSide til undsætning.
"Vi er enormt taknemmelig over, at Dizzy Mizz Lizzy har sagt ja til at træde til med så kort varsel. Vi havde i den grad brug for et stort, populært dansk eller udenlandsk navn til at levere en fest fredag aften, og der er vel næppe et større navn dansk navn lige nu end Dizzy," siger talsmand for NorthSide, John Fogde, i en pressemeddelelse.
Denne tilføjelse til programmet betyder, at efter koncerter på hovedscenerne med José González, Earl Sweatshirt, Death Cab for Cutie og Incubus, så går Dizzy Mizz Lizzy på klokken 18:50 på Blue Stage fredag aften, inden koncerter med MØ, Alt-J, Wu-Tang Clan og Grace Jones.
NorthSide 2015 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 12.-14. juni.

null

Publiceret 01 June 2015 07:00