Hornfiskens grønne ben gør, at mange fejlagtigt tror, at den er giftig. Men hornfisk er tværtimod en god spisefisk.

Hornfiskens grønne ben gør, at mange fejlagtigt tror, at den er giftig. Men hornfisk er tværtimod en god spisefisk.

Har du nogensinde set en fisk med næb?

Der også har grønne ben? Ellers kan du fange sådan en nu

Af
Af Lars Brøndum

biolog ved Naturhistorisk Museum

Aarhus

For mange er hornfisk ikke en særlig kendt spisefisk. Nogle fiskere undgår den bevidst, da hornfiskens grønne ben gør, at mange tror, fisken er giftig. Men der er ingen grund til at undgå hornfisk, der er en lækker, velsmagende og saftig spisefisk.
Hornfiskens grønne ben skyldes det naturlige farvestof biliverdin, der opstår, når hornfisk nedbryder gamle og slidte blodceller. Farvestoffet transporteres herefter ud i fiskens knogler, hvilket sandsynligvis gør det nemmere for hornfiskens ellers gennemsigtige yngel at skjule sig blandt tang og alger på lavt vand. At de voksne fisk stadig har grønne ben er blot et levn fra ungestadiet.
Når hornfisken efter tilberedning skal spises, er benenes grønne farve en fordel. Selvom der er mange ben, er de nemme at se og dermed lettere at pille fra.
Hornfiskens lange, benede næb gør, at den kan være svær at fange med en almindelig krog. Det er derfor en god idé at bruge silketråde, der vikler sig ind i hornfiskens næb og små, fine tænder. Hornfiskeri er en velegnet aktivitet at have børn med til, netop fordi man udskifter de spidse kroge, der normalt sidder bag på blink, med silketråde.
Hornfiskens føde består primært af krebsdyr, men de jager også gerne småfisk, som de ved hjælp af det lange næb slår bevidstløse, inden de spises.
Hornfiskene kan fanges hele dagen, men ved skumringstid får man det bedste resultat.

Hornfiskene trækker i løbet af april til juni måned ind gennem de danske farvande, hvor de kan fanges tæt på kysten. Waders kan hjælpe en med at komme længere ud, men mange steder kan man stå tørskoet på stranden og stadig fange godt med fisk.

Hornfiskene trækker i løbet af april til juni måned ind gennem de danske farvande, hvor de kan fanges tæt på kysten. Waders kan hjælpe en med at komme længere ud, men mange steder kan man stå tørskoet på stranden og stadig fange godt med fisk.

Publiceret 31 May 2015 12:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.