Lise Søndergaard Basse har haft Pub’en siden 1991. Da hun renoverede Pub’en for år tilbage, insisterede hun på, at Pub’en skulle bevare sit brune udtryk.

Lise Søndergaard Basse har haft Pub’en siden 1991. Da hun renoverede Pub’en for år tilbage, insisterede hun på, at Pub’en skulle bevare sit brune udtryk.

Pub’en:

En tidslomme i Jægergårdsgade

Siden 1967 har Pub’en ligget i første parket til livet på Jægergårdsgade, hvor kunderne har kigget forbi til en øl

Af
Jannik Schiermer Poulsen

'Syng og vær glad' står der med gotiske typer på en planke over baren.

Der er dog ingen, som synger, men humøret er alligevel højt denne onsdag eftermiddag.
Udenfor er det smuk forårsdag, men det fornemmer man ikke nødvendigvis herinde.
Faktisk fornemmer man ikke nødvendigvis, hvilket årti vi befinder os i herinde på Pub'en.
'Pub'en' åbnede i 1967, og Lise Søndergaard Basse har ejet stedet siden 1991.
Hun har dermed siddet i første parket til den store værtshusdød, som huserede fra 1992-2002.
“De første mange år var hårde, for der var ingen penge. Min idé var ikke, at jeg skulle blive ved med at være værtshusejer. Men jeg elsker det her miljø, og jeg elsker det her lille sted,” siger Lise Søndergaard Basse.
“Det er en ekstra familie,” tilføjer hun.

Udvikling på godt og ondt

Værtshuset, som ligger lige ved siden af de gamle Folketeatret, er nærmest definitionen af et brunt værtshus.
Brune træmøbler, brune træpaneler og brunt læder pryder det hyggelige lille lokale. Gulvtæppet er naturligvis også brunt.
Det er for tidligt på året til, at stamkunderne endnu er blevet brune, selvom der måske kan befinde sig en enkelt brun plet på en rygefinger eller to.
Da Lise renoverede stedet for år tilbage, insisterede hun på at holde det i brunt og lade udviklingen blive på gaden.
“Jægergårdsgade er blevet meget pænere med hygge på gaden og renoverede bygninger. Det er både godt og skidt for værtshuset. Pub'en er et lidt atypisk brunt værtshus, for jeg tager lidt mere for øllene. Jeg interesserer mig også for whisky og rom, og jeg har over 20 forskellige på hylden, så det giver mig et lidt anderledes publikum end nogle af de andre værtshuse,” forklarer Lise Basse.

Lise Søndergaard Basse insisterede også på, at værtshuset ikke skulle åbnes ud til gaden. “Det er et værtshus og ikke en café,” forklarer hun.

Lise Søndergaard Basse insisterede også på, at værtshuset ikke skulle åbnes ud til gaden. “Det er et værtshus og ikke en café,” forklarer hun.

Værd at kæmpe for

Klientellet på Pub'en er en blandet landhandel, og man kunne snildt forestille sig, at Dan Túrell ville føle sig fint hjemme herinde.
Enkelte kommer ind forbi efter arbejde, og andre har tilsyneladende været her lidt længere, hvis man skal dømme ud fra den spredte, ru latter, som opstår pletvist blandt klyngerne af gæster.
Det lyder som beskrivelsen af et hvert godt stamværtshus på et hvert givent tidspunkt i historien, men 'den lokale' er en truet race.
Med ændringerne i danskernes sundhedsvaner og alkoholkultur har man måske skyllet lidt af barnet ud med badevandet.
“I gamle dage havde jeg mange om formiddagen - Mest pensionister og natarbejdere. Fyraftensrykket med de 30-50-årige kom så om eftermiddagen, og de gik hjem klokken 19, og så om aftenen kom de unge. Det var ligesom at have tre værtshuse. Nu kommer der ikke mange om formiddagen," forklarer Lise og fortsætter:

“I gamle dage lå 80 procent af min omsætning om formiddagen, og nu er det omvendt. Natarbejdet kommer ikke tilbage og de nye pensionister går ikke på værtshus.”
Mens Lokalavisen taler med Lise Basse, er der et rend af gæster ind og ud af Pub'en, og de siger alle goddag og farvel til Lise.
Og hun siger “Vi ses!”, velvidende at det gør de nok. Snart.
“Alkoholkulturen har virkelig ændret sig, og jeg frygter, at der ikke findes formiddagsværtshuse, når jeg skal på pension. Der er jo mange, som sidder og er ensomme derhjemme, og før i tiden kom folk ned og mødtes om formiddagen til lidt kort og terninger. Formiddagsværtshusene er mere uforpligtende end at melde sig ind en klub, og det er en god ting at mødes om. Når man når kommer op i den alder, er man ikke så glad for faste skemaer, hvis man nu ikke har det godt den dag,“ forklarer Lise og fortsætter:
“Jeg har holdt mange 70- og 80 års fødselsdage for stamkunder, som havde inviteret deres familier herind. For det var jo her, de kom.”
“Det er en kultur, vi kommer til at mangle,” siger Lise og puster røg ud i lokalet med en eftertænksom mine.
“Den største fare ved, at de små værtshuse lukker, er, at vi så ikke har nogen steder at mødes. I gamle dage kendte man jo hinanden i opgangen fra værtshusene, så man var lidt nærmere, når man mødtes på trappen,” tilføjer Lise Søndergaard Basse.
Der strømmer lavmælte TV2-sange ud af højtalerne, og det er nemt at forestille sig kontrasten mellem den hyggelige tidslomme og gadens lydspor af stille trafik, børneopdragelse og bestillinger af økologisk hyldeblomst.
Tanker om “dengang man kom hinanden ved” og folk og tider, som var engang, melder sig på banen, mens Steffen Brandt hylder sin 'fantastiske Toyota'.
Men journalisten får dog ikke lov til at være melankolsk længe, for Lise Søndergaard Basse ser faktisk ikke sort på fremtiden.
“Jeg er rigtig glad for, at de studerende er vendt tilbage til værtshusene. De har plads til at slappe af, være lidt højrystede og rafle på værtshusene, og de kan udveksle lidt hurtige replikker med stamgæsterne. Jeg forstår ikke, at man siger unge mennesker er egoister og sig selv nærmest, for det synes jeg ikke, de er. De er gode til at passe på hinanden, og de er utroligt sociale,” siger Lise Basse.
På den anden side af gaden står 'Jægerhytten' tom.
Det er, som så mange af de andre gamle værtshuse, lukket. Der skal være en form for Kähler, vist nok.
Ved siden lå Bodega 65 før i tiden. Her kunne man få en ½ liter Tuborg på flaske for 15 kroner. Dén med manden, som sveder.
Nu ligger der en populær bistro, hvor kunderne har lidt færre problemer med bentøjet og balancen, end hos den forrige ejer.
Tiderne skifter, men 'de gode gamle dage' fortsætter lidt endnu hos Lise på Pub'en.
“Jeg bliver ved. Jeg kan slet ikke forestille mig at lave andet, og jeg er glad om morgenen, når jeg står op. Det er en sjov arbejdsplads, jeg har,” siger Lise og fastslår:
“Der har været mange op- og nedgange, men det er der vel for alle selvstændige. Jeg har aldrig fortrudt mit valg, og jeg elsker det her lille sted. Jeg kan grine med folk på 18 og folk på 85, hvilket er en fantastisk oplevelse.”
Efter interviewet bliver der givet hånd med lillefingeren, for Lise har hænderne fulde af glas og flasker.
Fra et andet bord, naturligvis.
“På gensyn,” siger hun, og mon ikke hun får ret.

null

Publiceret 01 May 2015 16:00