Klumme:

Du skal sgu ikke kalde mig forstadsfrue

Af
Ina Bjerregaard

Ordet skaber hvad det nævner ...
Forstadsfruer. Hvad tænker du på, når jeg siger det ord? Forstadsfruer. Prøv at smage på det. Forstad. Hmm. Det er ikke helt godt, men heller ikke helt slemt. Tilsætter du imidlertid ordet frue, ja så allerede når du siger det højt, så ligger det lidt dybt og munden bliver lidt underbidsagtig. Frue ... Jeg blev faktisk lidt fornærmet, da praktikanten på redaktionen kaldte mig det i en mail. Han mente ikke noget med det, men alligevel. Ja, jeg er gift. Og ja, jeg har børn. Og ja, ja, jeg bor ikke i 8000 C, men i 8220. På en vej hvor lokalplanen ikke er så striks. Det er jeg heller ikke, men jeg synes godt nok ordet forstadsfrue allerede er godt i gang med at gøre mig stram i betrækket. Selv om den unge mand, der skrev ordet også sagde, at det var der da ikke noget galt i.
Men når man er født på stenbroen i indre københavn, ja så er forstadsfrue et prædikat, det er svært at forlige sig med, for ... Ja hvorfor egentlig? Er det frue, der er det værste i den sammenhæng? Det er det måske nok, for det får mig til at tænke på min mormor. Ikke at der var noget galt med hende. Hun fik kørekort efter tre køretimer, og tog over i mejeriet efter sin fars død og sørgede både for sin mor og sine syv søskende. Men hun var jo frue. Fru tolder Nielsen. Senere fru overtolder Nielsen. Og til sidst fru overtoldinspektør Nielsen. Ikke mor, ikke habil håndværker, der tog pippet fra sløjdlæreren på voksenkurset, som hun tog, fordi familien manglede møbler, og så ville hun da lave dem selv. Så det gjorde hun. I mahogni. På øjemål. Og pippet blev taget fra læreren, der sagde, hun skulle følge tegningen. “Det gør jeg også, men jeg laver lige møblet først, og så kommer tegningen bagefter,” som hun sagde. Så måske er ordet frue ikke så slemt. Men jo, for når nogen siger det, så tyder det jo også på, jeg ikke er så ung længere. En frue er jo ikke 26, vel. Eller er det bare min forfængelighed? Hmm. Måske det ikke er så slemt alligevel. Men for en sikkerheds skyld har jeg lige tænkt mig, at jeg på søndag skal igennem alle boligtillæggene. Måske et byhus i Montanagade? Eller noget nede på havnen. Eller skal jeg i den helt modsatte retning og nyde mine weekender på landet.. Og så dog, grunden til det lyder slemt alligevel er, at Grundtvig en gang sagde: “Ordet skaber hvad det nævner.” Så i stedet for at kalde mig forstadsfrue, så kald mig noget andet. For selv om der ikke er noget galt med ordene, så er det konnotationen af dem, altså det, de også betyder i, der går mig på. Og så selvfølgelig den definition, den unge mand kom med. “ Bor man i (det pæne) Brabrand og kører auto fra Bayerische Motor Werke, er man forstadsfrue. Det er der ikke noget galt i.”

Publiceret 15 February 2015 12:00