Aarhus fra oven

Aarhus fra oven

Aarhus pinger giver ny avis varm velkomst

Borgmester kalder det et godt initiativ og mener, der altid er plads til kvalitet

Af
Ina Bjerregaard

Politikens lokalaviser er netop udkommet en ny weekendavis, Lokalavisen Aarhus Weekend. Det nye tiltag får mange begejstrede ord med på vejen.
“Det er en rigtig god nyhed og et godt initiativ,“ siger Aarhus borgmester, Jacob Bundsgaard.
Fra det kulturelle Aarhus ser man den nye avis som et stærkt supplement til Lokalavisens midtuge-udgave.
“Jeg tror, den nye weekendavis bliver vigtig, fordi aarhusianerne får et rigtig godt redskab til at få overblik over byens kulturaktiviteter. Der er et behov for at samle alt det på et sted, og det kan man her” siger pressechef for Aarhus Teater, Morten Daugbjerg. Han er også glad for, at der nu bliver mulighed for dyberegående historier end dem, man er vant til i den nyhedsorienterede midtugeavis.

Fyldt med historier

Også borgmesteren glæder sig over, der bliver plads til de mange fortællinger.
“Aarhus er så fyldt med gode historier, der skal deles og fortælles, og det kan avisen hjælpe med.“
I Aarhus Cityforening byder man også den nye avis velkommen.
“Som City-direktør kan jeg kun være glad og tilfreds over, at man generelt i mediebranchen udviser så stor interesse for Aarhus. Og jo større oplag og jo flere aviser, jo bedre er det for kunderne. Det er godt for forbrugerne, som modtager nyhederne og godt for konkurrencen, så det kan jeg kun sige velkommen til,” siger Claus Bech.
Den nye weekendavis vil være anderledes end Lokalavisens midtugeavis, fortæller ansvarshavende chefredaktør Claus Krogh.
“Hvor midtugeavisen er den dagsordenssættende ugeavis, vil weekendavisen i højere grad indeholde inspiration til en spændende weekend for hele familien. Weekendudgaven får forbrugerstof, anmeldelser, kulturomtaler og tests,” siger Claus Krogh.
Og så vil man her i endnu højere grad inddrage læserne.
»Vi kommer fra redaktionens side til at anmelde forskellige ting, men vi vil også forsøge at inddrage læserne i at anbefale skægge og anderledes oplevelser og steder i Aarhus. Det er markant anderledes end det, vi gør i dag,« tilføjer chefredaktøren.

Imod tendens

Lanceringen af den nye avis går stik imod den tendens, der mange steder i landet fører til en tyndere og mindre lokal redaktionel dækning. På den nye avis trækker man på erfaringerne fra de andre weekendaviser, som udgives af Politikens Lokalaviser.
Med Aarhus Onsdag og JP Aarhus som andre udgivelser i byen kan man spørge sig selv, om der en plads til en ny avis. Det har borgmesteren svaret på.
“Der er altid plads til kvalitet og interessante udgivelser,” siger Jacob Bundsgaard

null

Publiceret 31 January 2015 14:00