Forestillingen ’Inga og Lutz’ med blandt andre Lykke Sand Michelsen, Troels Malling og Anders Brink Madsen bliver første stykke, der spilles i den nye sal.

Forestillingen ’Inga og Lutz’ med blandt andre Lykke Sand Michelsen, Troels Malling og Anders Brink Madsen bliver første stykke, der spilles i den nye sal.

Teater:

Svalegangen er klar med ny sal

11.marts kan publikum træde ind i den 22,7 millioner kroner dyre sal på Svalegangen, der rykker teatret op i en ny klasse

Af
Louise Nyvang Burmeister

Byggeriet er blevet færdigt før tid, og prisen lander under det budgetterede.
En glad og stolt direktør på Svalegangen kan fredag præsentere sin nye sal for samarbejdspartnere, og 11. marts invitere publikum ind i salen til forestillingen 'Inga og Lutz'.
En tilbygning på taget af teatret i Rosenkrantzgade til 22, 7 millioner kroner, muliggjort af en donation fra Købmand Herman Sallings Fond tilbage i foråret 2013.
“Det har været et spændende forløb. Karin Salling er skøn, og så har der været nogle jurister, som virkelig tester én, i forhold til om alt er som det skal være. Det er aldrig gnidningsløst, når man bygger til 22, 7 millioner kroner, men jeg vil sige, at samarbejdet med arkitekt Martin Wienberg, Friis og Moltke, entreprenør Enggaard og Fønix Advokater har været gnidningsløst,” siger Per Smedegaard.
Den nye sal løser et kapacitetsproblem for teatret.
“Tidligere har vi måttet afholde prøver andre steder. Nu kan vi have alle prøver hos os selv i den rigtige scenografi og skabe en langt bedre sammenhæng i produktionen,” forklarer Per Smedegaard.

Fuld knald på begge sale

Der vil være fuld aktivitet i begge sale hele året rundt.
“Enten vil der være prøver, blive bygget kulisser eller blive afviklet forestillinger. Det er en fuldstændig fantastisk mulighed for at skabe kunst,” lyder det begejstret fra lederen.
Teatret Svalegangen blev i efteråret ramt af noget af et chok, da et milliontilskud fra staten ikke kom som ventet.
Projektstøtteudvalget valgte ikke som tidligere år at tilgodese Aarhus' næststørste teater.
“Vores egne muligheder for at skabe teaterforestillinger bliver forandret, men det vender vi tilbage i sæsonen 2016/17 med en ny strategi for. Svalegangen er lidt ligesom et lille barns glas mælk - det kan godt være, at det vælter, og der falder mælk ud, men låget sidder stadig på, og glasset står op igen to sekunder efter,” siger Per Smedegaard.
Han mener, at den nye sal vil rykke teatret en klasse op.
“Det vil jeg mene. Men det skal kunsten, vi putter i den, jo afgøre. Det er en mulighed for merindtjening, som vi skal skabe mere kunst for,” siger teaterdirektøren.
Svalegangen kommer i sæsonen 2015/16 til at producere fem egenforestillinger og at stå for produktionen af to stykker fra teatergrupper udefra. Derudoverkigger13-14 gæsteforestillinger forbi.

Publiceret 29 January 2015 16:00

SENESTE TV