Det er specielt motorvejsstrækningen fra Randers i nord til Horsens i syd, som borgmesteren sætter alt ind på at få udvidet.

Det er specielt motorvejsstrækningen fra Randers i nord til Horsens i syd, som borgmesteren sætter alt ind på at få udvidet.

E45-udvidelse banker kraftigt på i 2015

En udvidelse af E45-motorvejen omkring Aarhus står højt på listen både på rådhuset og på Christiansborg i valgåret 2015

Af
Louise Nyvang Burmeister

"Vi skal have den udvidelse af E45 i 2015".
Sådan lød den meget klare melding fra Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) i sidste uge, da et bredt udsnit af byens erhvervs- og kulturliv var inviteret til såkaldt nytårsbriefing på rådhuset.
Og ifølge borgmesteren er der flere gode grunde til at en udvidelse vil blive vedtaget i år.
"De 11 østjyske kommuner, som er gået sammen i Business Region Aarhus, står samlet skulder ved skulder og lægger pres på Christiansborg for at få den her udvidelse. Alle har det, som det allerøverste punkt på deres dagsorden, og vil benytte enhver anledning til at bringe det på bane," siger Jacob Bundsgaard, som Lokalavisen fangede netop på E45, da han var på vej mod Aalborg.
Det er især på strækningen fra Randers i nord til Horsens i syd, at en udvidelse haster, mener han.
"Hvis man skal skabe vækst i Danmark, så nytter det ikke noget, at man hver eneste dag spilder tid i kø på E45. Hvis man kigger på det objektivt og går ud over sognerådspolitik, så viser den samfundsmæssige forrentning, at en investering i den her strækning helt afgørende vil give det bedste afkast," siger Jacob Bundsgaard.
Tror du, at det vil lykkes i år, fordi 2015 er et valgår?
"Nu er det jo et nationalt valg, så mange ting spiller ind. Men det er i hvert fald vigtigt, at de østjyske folketingspolitikere står skulder ved skulder og tilkendegiver, at de vil kæmpe for en udvidelse, både før og efter et valg," siger borgmesteren.
Lykkes det ikke i første omgang at få flere spor på E45, kan en løsning blive at tage nødsporet i brug som ekstra vejbane i myldretiden.
Fatma Øktem (V), der er folketingspolitiker og bosiddende i Tilst, er mindst lige så optaget som borgemesteren af at få udvidet E45.
"Hver dag rykker jeg vores ordfører i ærmet og sikrer mig, at det står højt oppe på Venstres liste," siger Fatma Øktem og tilføjer, at de kommunale indfaldsveje også skal være klar til den øgede trafik.
"Jeg garanterer, at jeg kæmper hver dag for at få den udvidelse, men så må borgmesteren sørge for, at de stopfyldte indfaldsveje til byen også bliver udvidede, ellers får vi ikke optimal nytte af en større motorvej," siger Fatma Øktem.
Hun mener, at det er realistisk, at udvidelsen bliver vedtaget i 2015.

null

Publiceret 15 January 2015 12:00