Oscar Findal Andreassen fra Brabrand og Johann Marti fra Højbjerg træner til daglig i Aarhus Curling Klub i Skøjtehallen. Nu har de lige vundet bronze efter kun at have gået til curling i et halvt år.

Oscar Findal Andreassen fra Brabrand og Johann Marti fra Højbjerg træner til daglig i Aarhus Curling Klub i Skøjtehallen. Nu har de lige vundet bronze efter kun at have gået til curling i et halvt år.

Curling-gutter fejer modstand af vejen og vinder DM-bronze efter kun et halvt års træning

To unge gutter fra Aarhus Curling Klub har vundet bronze til DM

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

“På et tidspunkt kom curling-kvindernes tidligere landstræner over til os og sagde, at han aldrig har set nogen spille så godt efter så kort tid. Så bliver man da lidt stolt,” fortæller 17-årige Johann Marti fra Højbjerg.
Han har netop vundet bronze til danmarksmesterskabet i curling for juniorer sammen med 15-årige Oscar Findal Andreassen fra Brabrand og tre fyre fra Odense.
De to Aarhus-drenge spiller til daglig i Aarhus Curling Klub i Skøjtehallen i Aarhus N og det, at de lige har været med til at vinde bronze til DM, er egentlig ret godt gået. De begyndte nemlig først til curling for et halvt år siden, og gutterne fra Odense har de aldrig spillet sammen med, før DM gik i gang.
“Det var mega fedt at vinde bronzekampen. Det var helt vildt overraskende, da vi jo kun har spillet i et halvt år, og det var vores første turnering nogensinde - så det havde vi ikke lige regnet med,” siger Oscar Findal Andreassen.
Det var seneste vinter OL, som inspirerede både Oscar og Johann til at begynde til curling.
“Jeg har altid set curling i tv, og jeg elsker OL. Jeg har nok lidt en drøm om at komme med til OL, og i curling kan man sagtens være gammel, når man begynder, og så stadig blive god,” fortæller Johann Marti.

Taktik og teknik

Men hvad er det mon med curling, som er så sjovt?
“Jeg kan godt lide, at det er en anderledes sportsgren, og så synes jeg, at det taktiske i det er sjovt. Curling er også ret svært - man skal bedømme fart, undgå at falde og så videre,” siger Oscar Findal Andreassen, som godt kunne tænke sig, at der var flere unge, som begyndte til curling.
“Men vi mangler en rigtig curling-hal i Aarhus. Det fjerner lidt af det taktiske, når banen eksempelvis er skæv - så bliver det hele mere held,” fortsætter han.
For at nå til bronzekampen ved DM skulle Aarhus-drengene gennem syv kampe. Og selvom der ikke er så mange unge curlinghold i Danmark, så er det stadig lidt af en præstation at vinde bronze, fortæller Johann Marti.
“Niveauet hos Danmarks juniorer er ret højt, og flere af vores modstandere har jo spillet sammen i fem år,” siger han og fortsætter med at forklare, hvordan holdet kom foran 6-0 i bronzekampen for alligevel at ende med at komme bagud og så til slut vinde 8-7 - sidste sten var den afgørende.

null

Publiceret 01 December 2014 12:00

SENESTE TV