Museum:

Moesgaard skruer op for udstillingslys

Moesgaard Museum har haft et overvældende besøgstal, trods begynder-fejl med for dårlig skiltning og belysning

Af
Louise Nyvang Burmeister

Moesgaard Over 26.000 gæster har besøgt det nye Moesgaard Museum i løbet de første 12 åbningsdage.
Den nye 393 millioner kroner dyre bygning har været overvældet af gæster.
Specielt i den første uge var der lange køer til indgangen og trafikal stilstand i det naturskønne og fredede område i sydbyen.
Begynder-fejl i de 15.500 kvadratmeter store udstillingsrum, som Dronningen indviede den 10. oktober og dagen efter åbnede for offentligheden, har museet dog ikke set sig fri for.
Der har været for mørkt nogle steder, og andre steder har de forklarende tekster været placeret for langt nede eller skiltningen for at finde rundt på museet har været for dårlig.
”Vi har fået rettet det meste. Det er ikke meget, i forhold til at vi skulle være færdige til et bestemt tidspunkt. Og det fungerer,” siger Jan Skamby Madsen.

Mørke er godt til stemning

Det nye Moesgaard Museum har langt flere interaktive elementer og gør mere ud af at give gæsterne oplevelsen af, at man rent faktisk befinder sig i Bronzealderen eller i Vikingetiden.
“Vi arbejder med meget scenografiske opbygninger af vores udstillinger, og mørke kan være godt til at skabe en speciel stemning, men det skal selvfølgelig ikke være sådan, at folk går og falder, fordi der ikke er lys nok. Så nu skruer vi op for lysstyrken,” siger Jan Skamby Madsen.
Han fortæller, at museets medarbejdere har brugt mandagene, hvor museet er lukket, på at rette til og lave om.
“Det meste er justeret til. Det var også noget tekst, der var placeret for langt nede. Men vi laver hele tiden små-justeringer, for at sikre os at publikum får en god oplevelse,“ siger direktøren.

Nu børn og pensionister

I begyndelsen kom der 3.600-3.700 om dagen.
Nu er museet nede i et mere passende leje med omkring 1.000 besøgende om dagen, oplyser direktøren.
Hvor det i begyndelsen primært var børnefamilier, der lagde museet ned i efterårsferien, så er trafikken til museet nu stilnet af, og de besøgende domineres nu af pensionister og skolebørn.
”Vi har armene oppe over hovedet, det er altid dejligt, når man laver noget, som folk kan lide,” siger Jan Skamby Madsen.

Publiceret 31 October 2014 07:00

SENESTE TV