Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Orangefarvet musik, ølstafet og nøgenløb kom til Aarhus

Som en del af Festugens idé om at bringe Det Kongelige Teater til byen, genopstod Roskilde Festival i en time på Bora Bora

Af
Louise Nyvang Burmeister

Hva' så Roskildeeee?
Steen Jørgensen træder ind på Orange Scene - eller en teltplads overdynget med toiletpapir, øldåser, enkelt brugte kondomer, et ligeledes brugt hygiejnebind og skaber med sin røst for et øjeblik ro i en ellers hæsblæsende forestilling.
Helt klædt i sort og med solbriller, midt i al kaosset.
Efter ”Let Your Fingers Do The Walking” er klinget ud, tager han en dåseøl i baren og sætter sig i en campingstol på scenen. De fire skuespillere og fire musikere fra Eventministeriet genoptager deres genskabelse af Roskilde Festival ”Roskilde Moments” på Bora Bora's store scene på Brobjergskolen lige over for Musikhuset.
Eventministeriet, der er en del af Det Kongelige Teater, står for at lave forestilinger med ultra kort prøvetid. ”Roskilde Moments” er hentet til Aarhus Festuge som en del af ”København”-programmet og opførte showet både lørdag aften og to gange søndag.
200 begejstrede publikummer fyldte salen op lørdag, og var ikke bare tilskuere, men i høj grad en del af festlighederne, som instruktør Elisa Kragerup også understregede, da hun inden forestillingen bød velkommen.
»Det her er en hyldest til Roskilde. Lavet på blot fire dage, som enhver god festival varer. Men festivaler er ingenting uden et fantastisk publikum, derfor håber vi, at I er klar til at lave noget larm,« sagde den firedobbelte Reumert-vinder.
Og fik et brøl som svar. Publikum, der lørdag aften spændte aldersmæssigt meget vidt, var klar på at råbe, kaste toiletpapir, lade sig kravle henover, danse, lave ølstafet og skråle med på de mange hits, musikerne på scenen frembragte.

Opkast, tid og dansende telte

Alle sangene havde tidligere været på programmet på Roskilde. Ligesom scenerne var oplevelser, folk har haft på festivalen og indsendt til Eventministeriet.
Der var de fortvivlede foran scenen, der desperat prøvede at finde hinanden i mylderet, den ulykkelige fyr, der fandt sin kæreste halvnøgen i et telt med en, to - nej, tre andre. Opkast i svømmebassin, tis i hovedet, vild ekstase, dansende telte og karakterer fra et til 10 skrevet på pizzabakker til forbipasserende - også publikummer.
Grace Jones kiggede forbi i skikkelse af skuespiller Christian Gade Bjerrum. Troels Thorsen gav den som DAD-forsanger Jesper Binzer og musiker Jeanett Albeck satte det hele i gang som PJ Harvey.
Ind på scenen eller teltpladsen, som havde fået navnet ”Pussy Juice Camp”, kom også seks modige publikummer, der tog imod udfordringen om at gennemføre den klassiske festival-øvelse, ølstafetten. De unge mennesker stillede op i to hold á tre. Det var Team Vi Drikker For Hurtigt versus Team Mads' Søster.
Efter på skift at have løbet til den anden ende af scenen, have bundet en øl, snurret fem gange rundt om sig selv og returneret, var det ”Vi drikker for hurtigt”, der tog sejren. Men alle fik en ekstra øl med retur.
Derfra gik det for alvor amok for de fire skuespillere på scenen, som endte med til tonerne af Rage Against the Machine at udføre endnu en festivalklassiker, nemlig smide alt tøjet og løbe nøgenløb på scenen.

København i Festugen

Det Kongelige Skuespil: ”Helt enkelt kompliceret”, 3.-4. september, Musikhuset.
Det Kongelige Kapel: ”En hyldest til kærligheden”, 6.september, Musikhuset.
Den Kongelige Ballet: ”Stjernedans”, et udpluk fra balletforestillinger, 6.-7.september, Hermans, Tivoli Friheden.

Publiceret 01 September 2014 09:00