Specielt unge aarhusianske studerende søger et litterært fællesskab.

Specielt unge aarhusianske studerende søger et litterært fællesskab.

Læsehestene bliver yngre

I læsekredsene på kommunens biblioteker falder gennemsnitsalderen. De unge vil hellere fortolke billedsprog end diskutere, hvem der vinder ’X-Factor’

Af
Louise Nyvang Burmeister

De kommunale læsekredse tiltrækker flere og flere unge i 20'erne. Det oplever bibliotekerne i Aarhus Kommune.
Litteraturkonsulent ved Aarhus Kommunes Biblioteker Serena Borsello fortæller, at bibliotekerne lige nu har registreret 204 læsekredse i kommunen.
Hun oplever en tendens til, at det specielt er unge studerende, der søger et litterært fællesskab.
“Gennemsnitsalderen falder. Og vi mærker meget stor efterspørgsel på vores læsetasker, hvor der især er lange ventelister på de nyere titler,” siger Serena Borsello.
Læsetaskerne er en service, som biblioteket introducerede for omkring syv år siden, men nu begynder det for alvor at slå igennem. Her kan man låne ti eksemplarer af samme bog plus et hæfte med inspiration til diskussionsspørgsmål og et portræt af forfatteren.
Ifølge bibliotekar Karin Ørsted Jensen på Åby Bibliotek, som pakker alle læsetaskerne, er det især skønlitteratur, der er efterspurgt.
“Vi øger hele tiden antallet af tasker og har lige nu 163 tasker,” fortæller hun.
“Vi har prøvet med krimier og biografier, men det er i høj grad romaner, som er velegnede til at læse sammen, der hitter,” siger Karin Ørsted Jensen, og nævner titler som 'Jeg nægter' af Per Petterson, 'Forbandede Yngel' af Anne-Cathrine Riebnitzsky, og Martin Kongstads 'Fryser jeg'.
“Vi har i de seneste to år haft penge at købe ind for, så vi har mulighed for at tilbyde også helt nye bøger,” siger Karin Ørsted Jensen.

Fordybelse og nye venner

Læsekredsene kan med et særligt lånerkort få lov til at beholde bøgerne i seks uger, så man kan nå at læse bogen og diskutere indholdet.
Det benytter 23-årige Christian W. Christensen sig af. Han har været med i en læsekreds på Hovedbiblioteket siden december.
“Jeg kan rigtigt godt lide at læse. På studiet er det kun faglitteratur, jeg læser, så her var en mulighed for at læse skønlitteratur og samtidig lære nye mennesker at kende,” siger den unge studerende.
I hans læsekreds er halvdelen under 30 år, og den anden halvdel over 50 år.
“Det er en sjov måde at komme til at snakke med mennesker, som man ellers ikke render ind i. Der er både pensionister, arbejdsløse og andre studerende,” fortæller Christian W. Christensen, som typisk mødes med gruppen en gang om måneden.

Viden er hot

Ifølge Kirsten Poulsen, der er trendforsker og direktør i strategibureauet Firstmove er tendensen ikke overraskende.
“Viden er hot. Søgningen til uddannelserne eksploderer år for år. Vi ser et opbrud med det hurtige og mere overfladiske som f.eks. at abonnere på 800 nyhedsbreve hver dag. Faglighed og fordybelse er eftertragtede værdier for de unge i dag,” siger hun.
“Hvorfor bruge tiden på at diskutere hvem der vinder 'X-Factor'? De unge vil hellere sidde og læse litteratur, som giver mening, og samtidig dyrke et fællesskab. Der er fokus på at blive klogere og blive beriget. Det lyder bedre at sige, at man har brugt aftenen på at diskutere aktuel litteratur, end at man har været på kanalrundfart med fjernbetjeningen,” siger Kirsten Poulsen og tilføjer, at det er godt set af bibliotekerne.
“Når noget bliver udbredt, så bliver det netop konceptualiseret. Her stiller de et produkt frem, som bygger videre på en tendens,” siger Kirsten Poulsen.

Læsekredse

I en klassisk læsekreds mødes man med en fast gruppe flere gange og taler om forskellige bøger. På det første møde vil en af bibliotekets medarbejdere introducere gruppen for bibliotekets tilbud og give gode råd til litteraturvalg og strukturering af læsekredsmøderne.
Herefter tilrettelægger læsekredsen i fællesskab, hvor og hvornår man mødes. Ofte mødes en læsekreds et par timer en gang om måneden.
På hjemmesiden http://www.litteratursiden.dk/forside-laeseklubber kan man søge efter en læsekreds eller en læsemakker. Her kan man også tilmelde sig digitale læsekredse.

Publiceret 01 September 2014 07:00

SENESTE TV