Stautrup-seniorer på sejlads

Torsdag lagde Aarhus Ø rammer til et generationsmøde af de mere specielle

Af
Af Jannik Schiermer Poulsen

Smilene var brede, om end en anelse rynkede, da 12 beboere fra Lokalcenter Søholm besøgte Strandbaren i Aarhus Ø.
Anledningen var, at kokken Martin Ibs sommerskole, Cooking Kidz, bød de ældre på mad, som var høstet, fanget og tilberedt af børnene.
Sea Rangers smed en guidet sejltur i puljen, og med en rundtur ved Lighthouse og Isbjerget var der stablet en hel udflugtsdag på benene.

Ingen betænkeligheder

Rita Nørgaard og Laura Primdahl, der begge arbejder hos Lokalcenter Søholm, fortæller, at de blev kontaktet af Strandbaren i forbindelse med kokkeskolen, og at der ikke skulle lange overvejelser til, før de takkede ja.
“Der var ingen betænkeligheder fra vores side. Det har virkelig hjulpet os, at andre har planlagt turen, så vi ikke har skullet bruge så mange ressourcer dér. Så vi var friske på at komme afsted, og beboerne har virkelig glædet sig til at komme afsted i dag,” siger Rita Nørgaard.
Det var dog ikke helt uproblematisk at komme ned til speedbåden, da både Strandbaren, dens tilhørende strand og dunkende højtalere skulle passeres.
Sandet var ikke det optimale terræn for kørestole og rollatorer, men med hjælp fra Strandbarens folk gik det altsammen. Også selvom Mols-Liniens kølvand fik det hele til at gynge faretruende og gjorde mindst én journalist søsyg.
Musikken blev mødt af et venligt, men bestemt “Kan I ikke skrue ned for det dér?” fra en knapt så basbegejstret herre.

Krav om øl og fart

Da den lidt besværede ombordstigning, der utvivlsomt må have været den mest adstadige i Sea Ranger 2's historie, var overstået, steg humøret betragteligt i båden, og krav om øl og høj fart rejste sig hurtigt fra et par glade og bedagede herrer.
Kravene blev desværre ikke efterkommet med det samme, men det virkede nu alligevel som en meget tilfreds flok, der lettede anker torsdag formiddag.
På trods af bøvl med rollatorer, sand og kørestole, foregik det i god ro og orden, da Aarhus' ældste beboere skulle bespises af de yngste.
Der blev måske sagt “Hva?!,” og “Hvad siger du?!” lidt oftere end vanligt på Strandbaren, men humøret virkede til at være mindst ligeså godt, som når promillen og bassen er på sit højeste på de kanter.

Publiceret 06 August 2014 12:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV