Mårslet-børn spirer i det grønne

Alle Mårslets dagplejere er nu blevet Grønne Spirer og har netop fået Friluftsrådets flag som symbol på det

Af
Camilla Olesen

Først var de seks, og nu er de 10. Alle Mårslets dagplejere kan nu kalde sig Grønne Spirer.
Det sker efter, at de har modtaget Friluftsrådets mærkning for at arbejde med børnene og naturen.
“De fokuserer på at spise udenfor og tænker i fra jord til bord. Børnenes motorik bliver også god af det, fordi de får lov til at gå ude på den ujævne jord,” siger Hanne Hedegaard Mikkelsen, pædagogisk leder i dagplejen i Mårslet.
Ved Visbjerg Hegn var Børn og Unge rådmand, Bünyamin Simsek (V) forbi med det grønne flag og hyggede sig med de mange dagpleje-unger på den store plæne i Mårslet.
Mens duften af bål spredte sig, roste Simsek dagplejerne for at være grønt tænkende.
“Det her viser, at børnene kommer ud og oplever naturen og ser, at mennesker og natur hænger sammen,” sagde Simsek omringet af de mange børn.

En lille kuffert med dyr

Der var tænkt på naturen og dyr helt ned til mindste detalje. I en lille kuffert lå der forskellige Lego-dyrefigurer, som alle symboliserede en sang, og mens rådmanden satte sig ned på græsset i rundkredsen sang børnene og dagplejerne blandt andet 'Lille Peter Edderkop' og 'Mariehønen Evigglad.'
Da Dannebrog var blevet skiftet ud med Grønne Spirer-flaget havde børnene mulighed for at lege i naturen rundt på forskellige poster, hvor der blandt andet var haletudser, orme, myrer samt kryb og kravl.
“Det er fantastisk den måde, de arbejder med børnene på. Det er vigtigt, at vi i Aarhus Kommune har et bredt pasningstilbud til forældrene, og dagplejen er et stærkt supplement til institutionerne,” sagde Simsek.

Fedt at være ude

En af de nye Grønne Spirer er dagplejer Mette Nørgård Pedersen.
“Det er så fedt det her, fordi det giver børnene så meget at få lov til at komme ud. De lærer en masse, blandt andet om liv og død, fordi dyrene jo dør. Samtidig kommer de ud hver dag, og de får lov til at opleve de forskellige årstider,” fortalte hun.
Og så gik det atter løs med at betragte regnormene, kigge på myrerne, bålet, haletudserne og i det hele taget bare boltre sig på den store græsplæne, der kan synes som en hel verden, når man er en lille purk, der endnu ikke er gammel nok til børnehave.

Publiceret 23 June 2014 16:00

SENESTE TV