To gedekid er blevet mishandlet på Aarhus Kommunes besøgslandbrug Natursamarbejdet. Arkivfoto

To gedekid er blevet mishandlet på Aarhus Kommunes besøgslandbrug Natursamarbejdet. Arkivfoto

Gedekid mishandlet til døde i Brabrand

Ét gedekid er dødt, og ét overlever med nød og næppe mishandling

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

To gedekid ved Aarhus Kommunes økologiske besøgslandbrug Natursamarbejdet i Brabrand er efter alt at dømme blevet mishandlet af ukendte gerningsmænd.
Det ene gedekid blev onsdag aften fundet næsten livløs på marken ved Natursamarbejdet, mens det andet blev fundet død, blødende fra munden og med et brækket ben i en nærliggende sø. Det er formentlig blevet smidt i søen af mennesker.

Menneskers værk

Ingen har umiddelbart set gerningsmænd, men dyrlægen vurderer, at der er tale om menneskers værk, da et såret gedekid ikke selv vil søge langt ud i en sø. Det sårede gedekid er i bedring.
“Det er et uhyrligt og forkasteligt angreb på levende dyr. Masser af børn fra dagtilbud og skoler besøger hvert år Natursamarbejdet for at få lærerige oplevelser med dyr og natur, og det er ærgerligt, at det skal skæmmes af sådan et angreb,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge.
Ud over geder, holdes der også høns, kaniner, heste og får på Natursamarbejdet.
Tidligere var der også grise på stedet, men i 2011 blev de fjernet også som følge af mishandling af dyrene.

null

Publiceret 20 June 2014 15:15

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.