Olav Rolskov har netop fejret 25 års jubilæum med blomster og planter i Tranbjerg.

Olav Rolskov har netop fejret 25 års jubilæum med blomster og planter i Tranbjerg.

25 år med blomster:

De er mine børn

Rolskovs Planteskole i Tranbjerg kan fejre to gange jubilæum

Af
Camilla Olesen

Lidt nede ad en lille grusvej ikke så langt fra Dansk Dyreværn i Tranbjerg ligger Rolskovs Planteskole.
Siden Anden Verdenskrig har aarhusianerne kunnet få blomster og planter fra stedet.
Det var Ove Rolskov, der i sin tid startede biksen, og sønnen Olav Rolskov fik planter og jord ind med modermælken.
Siden han var 12 år, har han arbejdet med planter, og han kan i dag kigge tilbage på mange timer med jord under neglene. I slutningen af maj var det nemlig 25 år siden, han overtog forretningen efter sin far.
“Jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle overtage efter min far, og jeg gik også først i gang med at stå i lære som gartner, da jeg var 17-18 år,” siger Olav Rolskov.

Mange tusind timer

Gennem de 25 år har han brugt mange tusind timer blandt kunder, træer, planter og farvestrålende blomster. Det bliver nemt til omkring 100 timer om ugen, og selv om han drømmer om at skrue lidt ned for tempoet, så holder han stadig af sit arbejde.
“De er jo lidt mine små børn,” smiler Olav Rolskov, der var den første herhjemme til at sælge blandt andet oliventræer fra Italien.
I 80'erne var han i USA, hvor han blandt andet var med til at levere et juletræ til et alderdomshjem.
“Det var så højt, at det gik gennem gipsloftet, men det opdagede de ikke. De sad bare og klappede og viste stor begejstring,” griner blomstermanden fra Tranbjerg.
Samme entusiasme har han haft, når det handler om forretningen. En god portion stædighed er årsagen til, at Rolskovs Planteskole har eksisteret i 70 år på samme matrikel, og lidt modstand får ikke Rolskov til at stoppe, som han siger.
Når Olav tænker tilbage på forandringerne i hans branche fra han var 12 år og til nu, så er det klart kundernes købevaner, der har ændret sig.
“Folk fyldte indkøbsvognene op med alle mulige store ting, som fyldte meget i haverne. I dag er der næsten for lidt. Der er en bøgehæk, måske lidt krukker og så en trampolin til ungerne.”

null

Publiceret 07 June 2014 12:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.