Ny fælles ø-have skal skabe havneliv

Borgmesteren var med til at plante de første urter i Ø-haven

Af
Louise Nyvang Burmeister

90 tilmeldinger på den første dag.
Så mange var fra starten interesserede i at få et lille stykke jord i Aarhus Ø's nye nyttehave, den såkaldte Ø-have.
Initiativet er kommet fra Foreningen Pier 4 og blevet til i samarbejde med Aarhus Kommune, der ejer grunden på havnen, der nu skal midlertidigt forgrønnes.
Alle beboere i Aarhus Ø er foreløbig blevet opfordret til at stikke fingrene i højbedene og plante salater, gulerødder, tomatplanter, krydderurter eller hvad man nu lyster.
Og i sidste uge gav borgmester Jacob Bundsgaard (A) opfordringen videre til alle aarhusianere.
"Jeg glæder mig over, at der er kræfter, som vil skabe noget for byen. Én ting er at bygge nye, forkromede bygninger, men vi har også brug for den her type tiltag. Mellemrummene skal også give mening, og her kan vi eksperimentere med, hvad der skal til for, at folk træder ind i et fællesskab og skaber liv på tværs af bygningerne," sagde borgmesteren fra en vindomsust pier 4 tæt ved boligbyggerierne Isbjerget og Lighthouse.
Her satte han sammen med fire børn fra den integrerede institution Børnehuset på Trøjborg i sidste uge de første grønne planter i jorden i de opstillede højbede.

Grønt med grønt på

Også teknik- og miljørådmand Kristian Würtz (A) iklædt grøn jakke og grønne snørebånd var med til at sætte Ø-haven i gang.
"Det er femte år i træk , at vi har strand hernede. Det er fedt, at det kan lade sig gøre, og i år får vi så også en nyttehave ved siden af. Det gør det ellers grå kvarter mere grønt og giver liv, når kranerne står stille hernede," sagde Kristian Würtz.
Foreningen Pier 4 står også bag Ø-havens nabo, Strandbaren, som netop har sat sæsonen i gang.
Her er det som tidligere år muligt at slå sig løs på beachvolley-baner og legeplads eller dase i et lounge-område.
Indimellem er der bl.a. cross fit, salsa, zumba og kajakpolo på vandet.
Og en sikker gæst bliver Jacob Bundsgaard.
"Jeg glæder mig til at se hele området springe ud i fuldt flor. Jeg vil opfordre alle aarhusianere til at tage det til sig. Jeg ser frem til at drikke en kold øl hernede, når det bliver lidt varmere," sagde borgmesteren.

Publiceret 19 May 2014 17:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV