Aarhus Ø – en kanalby på kanten af havet

De nye havnepladser begynder at tage form på Aarhus Ø. I dag blev kanalen ved Navitas åbnet

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen


I dag blev kanalen ved Navitas åbnet, og kanalen løber nu fra Nørreport-krydset forbi Navtias og ud i bugten. Det blev fejret på et pressemøde i dag, hvor en gravko gravede den rende i jorddæmningen, der fik vandet fra bugten til at strømme ind i kanalen, som i løbet af kort tid vil blive fyldt op med vand.
Med åbningen af kanalen står den første centrale havneplads på Aarhus Ø snart klar til at tage imod borgere og besøgende.


Kanalstemning og soltrapper

Navitas, som vil huse Ingeniørhøjskolen, Maskinmesterskolen og en business park, slår til august dørene op for 2.500 studerende, undervisere, forskere og iværksættere. Foran det stjerneformede ikonbyggeri er man ved at lægge sidste hånd på en trappeopsats af azobétræ, som vandet fra bugten løber ind over, når det står højest.
På de sydvendte soltrapper vil husets brugere kunne nyde deres frokost med tæerne i vandkanten, og trapperne vil uden tvivl blive et populært udflugtsmål for besøgende, der kommer for at slikke sol og nyde udsigten.


Flere havnepladser på vej

Havnepladsen ved Navitas er den første af flere pladser, som vil trække byen ned til vandet. Den centrale Havneplads ud for Domkirken vil byde på masser af oplevelser med sport, koncerter, markeder mv., når event-pladsen med plads til 15.000 gæster åbner i 2015.
Også pladserne ved Dokk1 står færdige, når byens kommende hovedbibliotek og borgerservice slår dørene op i 2015. De østvendte havnepladser byder på udsigt, himmel, sol og horisont, og ved Dokk1, i første sals højde 7 meter over jorden, vil børn og barnlige sjæle kunne boltre sig på en legeplads for hele familien.


Kanalhuse og kanalkvarterer på Aarhus Ø

Yderst på Aarhus Ø er man i gang med at bryde området op i øer, og bydelen er godt på vej til at blive en kanalby med kanal mod byen og mellem byggerierne.
Flere af byggeprojekterne på Aarhus Ø har referencer til traditionelle hollandske kanal-kvarterer og kanalhuse. ”Havnehusene” og ”Kanalhusene”, som er tegnet af Luplau & Poulsen i samarbejde med Adept, har grønne tage og grønne gårdrum, ”Havneholmen”, tegnet af C.F. Møller, har med sine høje slanke bygninger med karakteristiske stålbjælker i toppen, også referencer til klassiske kanalhuse med udvendige hejseværker. Og ”Pakhus 2013”, som er tegnet af Aart Arkitekter, er inspireret af havnens rå pakhuse.
Opførelsen af ”Havnehusene” er i fuld gang, og de første beboere kan efter planen flytte ind i starten af 2015. De tre andre byggeprojekter har første spadestik senere på året.


null

Publiceret 13 May 2014 15:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV