Aarhus Letbane er ramt af budgetoverskridelser på anslået en halv milliard kroner.

Aarhus Letbane er ramt af budgetoverskridelser på anslået en halv milliard kroner.

Venstre i Aarhus kritiserer lukkethed i letbaneselskab

Af
Af Hans Larsen

Selskabet bag Aarhus Letbane lægger nu låg på de store budgetoverskridelser på anslået en halv milliard kroner, som megaprojektet er ramt af. Derfor vil Venstre i Aarhus rejse den alvorlige sag i byrådet for at få svar på en række spørgsmål.

Folketinget orienteret

Venstres medlem af teknisk udvalg, Gert Bjerregaard kritiserer, at byrådspolitikerne på et møde mandag aften ikke måtte høre sandheden om de økonomiske vanskeligheder men blev spist af med en sludder for en sladder. Især fordi transportminister Magnus Heunicke (S) har givet trafikpolitikerne på Christiansborg en dybdegående redegørelse.
“Når man kan læse i aviser, at folketingspolitikerne kan få en mere dybdegående orientering samtidig med, at vi som ejere og finansiel kilde i kommunen ikke kan få noget at vide, går man tilsyneladende mere op i at skjule tingene frem for at skabe åbenhed. Det synes vi er dybt kritisabelt,” siger Gert Bjerregaard.
Også Lokalavisen.dk har forsøgt at få svar på spørgsmål om letbaneøkonomien, men direktør i Aarhus Letbane I/S, Claus Rehfeld Moshøj, kan endnu ikke gå i detaljer.
“Aarhus Letbane forhandler med tre konsortier om en såkaldt Transportpakke, som blandt andet omfatter leverancen af letbanetog, skinner, kørestrøm, signalanlæg og perroner. Udbuddet omfatter dele inden for både anlæg og driftsanlæg,” siger Claus Rehfeld Moshøj i et skriftligt svar.
Hvordan går forhandlingerne, og hvornår ventes de afsluttet, så en kontrakt kan underskrives?
“Det kan vi ikke sige noget om, så længe udbuddet ikke er afsluttet. Men så snart kontrakten er underskrevet, glæder vi os til at fortælle jer om det,” siger han.

Stiller spørgsmål

Ifølge Gert Bjerregaard ønsker Venstre at få bekræftet, om budgetoverskridelsen er på 300.000 kroner eller en halv milliard kroner. Samtidig vil partiet vide, om projektet kan barberes, så det stadigvæk giver mening.
Selv om trafikpolitikerne på Chrsitiansborg har afvist at give flere penge til letbanen ønsker Gert Bjerregaard, at partierne i byrådet lægger pres på deres partifæller i Folketinget, så staten alligevel kan være med i dækningen af underskuddet.
“Når vi sammenligner os med Odense og København, som også skal have letbaner, og ser på, hvad der er givet af statslige midler per kilometer letbane, så er vi markant underfinansieret i Aarhus, og det synes jeg, at både vi og regeringen skal forholde os til,” siger Gert Bjerregaard.

null

Publiceret 29 April 2014 13:30