Sådan så en af skraldespandende ud i Mindeparken i påsken.

Sådan så en af skraldespandende ud i Mindeparken i påsken.

Aarhusianerne sviner mindre

Borgerne er blevet bedre til at rydde op i Mindeparken

Af
Line Hitz

“Mindeparken er en stor succes, og det fyldte skraldespande er et tegn på, at der er sket en stor ændring, hvor borgerne er blevet bedre til at bruge skraldespandene i parken,” siger Pernille Villesen, som er arkitekt og projektleder på Ren By, der er Aarhus Kommunes affaldsinitiativ.
Ifølge kommunen er solhungrende og legesyge aarhusianere i de seneste år blevet bedre til at smide is-papir og øl-dåser i skraldespanden, når de holder picnic i Mindeparken ved Marselisborgskoven.
Det betyder, at Aarhus Kommune oplever, at henkastet affald i Mindeparken i de seneste år er reduceret med 50 procent.
Lokalavisen Aarhus kunne i påsken konstatere, at der også er en bagside af medaljen. Flere steder i parken var der nemlig overfyldte skraldespande, hvor dåser, papir og plasticposer lå ved siden af af skraldespanden.

Skraldespande med hjul

Selvom aarhusianerne er blevet bedre til at rydde op efter sig, så er det vel stadigvæk et problem, når skraldespandene er overfyldte i Mindeparken?
“Vi har i Mindeparken testet at have skraldespande med hjul. Det har medført, at flere borgerne trækker skraldespandene ud på græsset, når de holder picnic. En af ulemperne ved at have mobile skraldespande er, at der er risiko for, at enkelte bliver overfyldte, mens andre skraldespande i udkanten af parken står tomme. Det er konsekvensen, når borgerne trækker rundt med dem, og de benytter de skraldespande, som er tættest på.”
Hvad har i hos Aarhus Kommune tænkt jer at gøre ved det?
“Der er de skraldespande i Mindeparken, som der skal være, og vi har kun et slip fra om aftenen til tidlig morgen, hvor skraldespandene ikke bliver tømt.
I det tidsrum er der selvfølgelig en risiko for, at de bliver overfyldte. For at løse udfordringerne helt, kræver det, at både kommune, borgere og erhvervsliv sammen tager ansvaret på sig.
Sideløbende skal vi hele tiden blive klogere, og derfor skal vi teste og afprøve nye initiativer, inventar og samarbejdsformer.
Hun afviser dog, at der i fremtiden kommer fastlåste skraldespande, som tidligere har været en del af Mindeparken.
“Vi går ikke tilbage til fast inventar på den store plæne, da de fritstående skraldespande er en kæmpe succes, som har reduceret affaldet i Mindeparken markant.
Udfordringer med fyldte skraldespande, skal vi altid forsøge at løse,” siger Pernille Villesen.

Publiceret 29 April 2014 12:00